Oldtidskundskab


Hvilken er den bedste styreform? Skal et samfund være så demokratisk som muligt, eller skal de mest intelligente i samfundet regere? Hvem skal have ansvar for børnenes opdragelse – familien eller staten? Skal uddannelse tage udgangspunkt i den enkeltes interesser eller samfundets behov? Hvad er kærlighed, og hvilken indvirkning har had og jalousi på menneskets psyke og handlinger? Er der noget, der hedder den eneste ene? Har mennesket en fri vilje? Nutidige spørgsmål men også spørgsmål, som de gamle grækere diskuterede for 2500 år siden.

I oldtidskundskab vil du møde de grækere, som lagde grunden til senere dansk og europæisk kultur. Du har måske hørt om helte som Achilleus og Odysseus og guder som Athene, Afrodite og Zeus. I oldtidskundskab vil du lære meget mere om helte og guder. I Homers heltedigt Iliaden vil du høre om krigen i Troja – de græske og trojanske helte og om den smukkeste kvinde i verden: Helene. I et andet heltedigt, Odysseen, berettes eventyret om helten Odysseus’ farefulde hjemrejse fra Troja. På rejsen møder han smukke nymfer, en brutal, enøjet kæmpe og de lokkende sirener. Han overvinder farerne på sin vej på grund af sin medfødte snilde.

Mens nogle grækere skrev om helte og guder, begyndte andre at forklare verden rationelt dvs. vha. fornuften og ikke troen på guderne. Det var de gamle grækere, der lagde grunden til vores videnskaber – bl.a. matematikken og fysikken.

Omkring 500 f.Kr. blev verdens første demokrati skabt i bystaten Athen. I forlængelse af videnskabernes fremskridt og demokratiets udvikling begyndte filosoffer som Sokrates og Platon at stille kritiske spørgsmålstegn ved samfundsudviklingen og videnskaberne. Du vil skulle forholde dig til de spørgsmål filosofferne stillede for 2500 år siden.

Samtidig med at grækerne udviklede flere af de litterære genrer, vi kender i dag, var de også banebrydende inden for arkitektur og skulptur. I oldtidskundskab skal vi også arbejde med kunsten og dens fingeraftryk på senere europæisk kunst.

Oldtidskundskab C

Se læreplanen for Oldtidskundskab.

  • Der gives en mundtlig karakter.
  • Du kan komme til mundtlig eksamen.