Studieretning 2


 

Allerød Gymnasium er det gymnasium i Danmark, som sender den største procentdel af sine elever videre på en naturvidenskabelig uddannelse. Vi er lidt ubeskedent sagt i eliten, når det kommer til science i gymnasiet.

Hvis du vælger science på Allerød Gymnasium kommer du til at være en del af en klasse, hvor alle brænder for at undersøge, eksperimentere og lege med matematik, fysik og kemi. Det er altså både lærerne og eleverne, som brænder for science. Vores elever er uundværlige for skolens sciencemiljø, og deres interesse og entusiasme er højst medansvarlig for at skabe et af Danmarks stærkeste naturvidenskabelige gymnasiemiljøer.

Studieretning 1, 2 og 3 minder meget om hinanden. Fælles for dem er, at du får et stærkt fundament med matematik på højeste niveau. Det er nødvendigt, for moderne videnskab anvender i vid udstrækning matematik til at beskrive verden. Matematikken vil være med til at give dig overblik og en dybere forståelse af komplicerede emner i både fysik og kemi. Matematikken giver dig med andre ord et forspring i alle science-fag!

Et vigtigt element i naturvidenskab er vekselvirkningen mellem teori og eksperiment. I den daglige undervisning er fagene matematik, kemi og fysik i høj grad flettet ind i hinanden. Matematikken anvendes til grafisk repræsentation af måleresultater, til grundig og elegant databehandling på talmateriale opnået ved dataopsamling og til kreativitet og nytænkning inden for teoretiske beregningsmetoder. 

Her er hvad vores kemi- og fysiklærere skriver om deres fag:

Faget fysik handler om både de store spørgsmål i universet og om, hvordan fysikken kan udvikle løsninger i vores verden.

I Fysik B vil du arbejde grundigt med de store spørgsmål i naturen. Disse spørgsmål kan for eksempel være: Hvad består universets stof af? Er der liv på Mars? Hvordan genereres lyset i en laser og lyden i en guitar? Kan vi løse gåden om mørkt stof?

Du vil også få viden om, hvordan fysikken kan løse de store problemer i vores verden. Disse løsninger kan omhandle menneskets energiforbrug, den globale opvarmning, radioaktive affaldsstoffer, ineffektiv strålebehandling af kræft, eller håbløst langsomt internet.

I Fysik B vil du læse, høre, diskutere og eksperimentere for at lære om de teknologier og metoder, der kan anvendes til disse løsninger. Du vil dermed lære om bl.a. kvantefysik, radioaktivitet, elektriske kredsløb, bølger og kræfter. 

Faget kemi handler om at forstå grundstoffer, molekyler og kemiske reaktioner. 

På A-niveau vil du arbejde med avancerede stoffer og reaktioner inden for både organisk og uorganisk kemi. Du får mulighed for at udføre mange kemiske eksperimenter, efterhånden som du lærer mere og mere kemi. Samtidigt med at laboratoriearbejdet øges, vil de teoretiske modeller og fagets samspil med matematik også komme til at fylde mere, jo højere niveauet bliver.

Uanset om du vælger studieretning 1, 2 eller 3 vil laboratorieøvelser og større eksperimentelle projekter, hvor du selv udforsker, spille en meget stor rolle. En del af eksperimenterne kan udføres på højere uddannelses- og forskningsinstitutioner og på erhvervsvirksomheder, som skolen har kontakt med. 

Studieretningsprojektet:

I studieretningsprojektet på studieretning 1, 2 og 3 arbejdes der med naturvidenskabelige problemstillinger som undersøges eksperimentelt. Eksempler på projekter kan være: meteornedslag, mørkt stof, fremstilling af medicin, karakterisation af molekyler ved NMR, eller materialeundersøgelse vha optisk spektroskopi og røntgenstråling.

Ekskursioner:

Som en del af undervisningen på alle tre studieretninger er der forsøg og forelæsninger på videregående uddannelses- og forskningsinstitutioner som Allerød Gymnasium har stærke forbindelser til: f.eks. Det Biovidenskabelige Fakultet-KU-LIFE, Niels Bohr Institutet, HC Ørsted instituttet, DTU og RUC etc. Desuden har gymnasiet fra tid til anden eksperter fra eksempelvis fra CERN og Nets som gæsteforelæsere.

Studieretningerne er kort sagt for dig, der begejstres af teori og forsøg på et højt fagligt niveau!

Se hvilke videregående uddannelser studieretning 2 giver direkte adgang til. Du skal selv angive 2. fremmedsprog og dine valgfag og niveauer for disse, så de tages med i betragning. Det er ikke alle fag i gymnasiets fagrække, der optræder på ’Adgangskortet’. Det er således kun de fag, som direkte tæller i forhold til optagelse på en videregående uddannelse, der er medtaget på listen.