AG elever på Riget

2v fra Allerød gymnasium var fredag d. 16. januar på et lærerigt besøg på Klinisk Neurofysiologisk afd. på Rigshospitalet, hvor man foretager EEG scanninger af især epilepsi patienter. Med en EEG scanning måler man hjernens bioelektriske aktivitet opdelt i frekvensbånd. Eksempelvis måles den såkaldte lave alfa rytme som frekvenser i området 8 til 10 Hertz.

 

Eleverne og deres lærer blev modtaget af ledende klinikassistent Jette Lauridsen og herefter fik de indblik i den praktiske udførelse af scanninger af klinikassistent Charlotte Østergaard, mens civilingeniør Martin Nøhr fortalte om måleudstyret. Til sidst indførte overlæge Martin Fabricius eleverne i den mere grundlæggende  teknik og om den kliniske brug.

Derefter gik besøget videre til et undersøgelseslokale, hvor Pauline fra klassen fik målt et EEG, hvor man så på forskellige effekter, bl.a. bioelektrisk aktivitet fra resten af kroppen såsom tyggemuskler og øjets muskulatur, når man blinker. Scanningen blev også sammenlignet med en typisk epileptikers EEG.

Besøget er et led i klassen arbejde med en opfindelse til konkurrencen “Unge forskere senior 2015”, hvor klassen arbejder med at modificere et EEG udstyr, der blot måler på en kanal.