AG elever udforskede solsystemet i Tycho Brahe planetariet

Allerød Gymnasiums Science-udvalg havde arrangeret en spændende tur for interesserede elever til Thyco Brahe Planetariet mandag d. 12. januar. 24 glade elever fra 1.g, 2.g og 3g samt 4 lærere takkede ja til at deltage i det frivillige arrangement.

Besøget i planetariet startede med en guidet rundtur, hvor man kom ”hele vejen rundt” i Solsystemet, og blev præsenteret for alle planeternes størrelse, tyngdekraft, bestanddele, samt astroider, måner, dværgplaneter, solen, stjerners liv mm.

Undervejs blev der lystigt stillet gode spørgsmål fra elevernes side, som guiden overbevisende svarede på.

Efter rundvisningen var det tid til en forestilling i ”Rumteatret”, som er en biograf med et 1000 m2 kuppelrundt lærred. Her så elever og lærere først en 3D film om solsystemet, efterfulgt af en kort intro til dagens stjernebillede. Sidste programpunkt var en film om ”istidens giganter”.

Alle gymnasieeleverne var enige om, at det på alle måder var en storslået oplevelse, om end flere af dem var lidt rundtossede, da de gik derfra efter al den ”kiggen opad og rundt”. Et lignende arrangement forventes derfor udbudt til flere interesserede elever på et senere tidspunkt.