Med en konkurrence for elever og lærere på Allerød Gymnasium håber Silvia Nina Madsen og Annika Løchte Taylor fra 2.G at rejse 7.000-8.000 kroner.
Danmarks Indsamling 2015 er i fuld gang og kulminerer lørdag 31. januar med et stort indsamlingsshow på DR1. Overalt i landet samler private danskere, skoler, institutioner, organisationer og virksomheder ind mod uretfærdighed – og for at hjælpe nogle af verdens mest udsatte befolkningsgrupper til en bedre tilværelse. Silvia Nina Madsen og Annika Løchte Taylor, som går i 2.G på Allerød Gymnasium, har på eget initiativ startet en indsamling i anledning af Danmarks Indsamling 2015. De har i flere uger planlagt en ”indsamlings-konkurrence” på Allerød Gymnasium, som blev skudt i gang mandag 26. januar og varer ugen ud.
Indsamlingen foregår som en konkurrence mellem lærere, elever og klasser med flotte sponsorerede præmier såsom biografbilletter. Den elev, den lærer og den klasse (samt en tilfældigt udtrukket elev), der har doneret flest penge, når det store Danmarks Indsamlingsshow starter på lørdag, vil vinde en præmie. På den måde håber Silvia og Annika, at så mange af deres medstuderende som muligt, samt en masse lærere, vil bidrage til den gode sag. Silvia forklarer motivationen bag det godhjertede initiativ:
“Valget faldt på Danmarks Indsamling, da vi altid selv har fulgt med i Danmarks Indsamling og synes, at det er et super godt formål pengene går til”.
Silvia og Annika forklarer, hvorfor det netop blev til denne form for indsamling, de valgte:
“Vi ved godt, at det nok er begrænset, hvor meget den enkelte elev kan donere, men går vi sammen om at støtte, kan det pludselig gøre en stor forskel. Det er sjovt, når en klasse kan gå sammen og i fællesskab både gøre en forskel for andre mennesker og kæmpe sammen for at vinde konkurrencen – vores venner synes det er et fedt initiativ”.
Silvia og Annika håber, at deres indsamling, som foregår hele ugen i det store frikvarter, vil resultere i, at skolens 800 elever og lærere i samarbejde og kærlig konkurrence får samlet omkring 7.000-8.000 kroner ind. Beløbet vil pigerne donere under det store Danmarks Indsamlingsshow ved at ringe til det store call-center, der under hele showet sidder klar til at modtage donationer fra danskerne.