AG på udveksling i Taiwan

12 elever fra Allerød Gymnasium har været på udveksling i Taiwan

Klokken er 8.00 en mandag morgen i marts. På et podie står 12 spændte og lidt nervøse elever fra Allerød Gymnasium. Foran dem står 7000 Taiwanesiske skoleelever fra Private Chih Ping High school. De smiler også, og nogle vinker- de er alle spændte på, hvad de danske elever nu vil fortælle dem. Eleverne på podiet har på dette tidspunkt været i Taiwan i 12 timer. Ikke lang tid, men lige akkurat lang tid nok til at opdage, at der findes en særlig form for gæstfrihed i det fjerne land, med det lattermilde folk, og til at opdage at alt bliver sat til side for at imødekomme en gæst. Men lige akkurat ikke lang tid nok til at opdage, hvilken spontanitet dagene er præget af og til at vide, at man pludselig kan stå i en situation, hvor 7000 fremmede elever står og venter på, at man fortæller om det lille ”skøre” danske land langt langt væk.

De 12 elever fortæller smilende frit fra leveren, for de vidste ikke, at det var det første punkt på programmet. Ikke fordi nogen havde glemt at fortælle dem det, men fordi en gæst ikke bør bekymre sig, eller være nervøs for at skulle præstere noget bestemt.

Efter denne mandag morgen fulgte en uge med flere oplevelser som denne. Besøg på syv forskellige Taiwanesiske gymnasier, der alle havde lagt sig i selen for at vise det bedste frem fra deres skole. Det var besøg på syv meget forskellige skoler- en international skole, en privat skole, elite skoler og en kunst skole.

På hvert sted var der afsat god tid til seancer med opstilling til gruppefoto, spontane klapsalver og rigelige komplimenter fra de taiwanesiske elever, som ikke lagde skjul på, hvor eksotisk de synes Allerød Gymnasiums elever er. En af de syv skole, Nei Lei Highschool, har efter flere udvekslingsbesøg med Allerød gymnasium fået en særlig status. Forholdet mellem de to skoler har udviklet sig, så de nu også er hinandens gode sparringspartnere i forhold til undervisningsmetoder, læringskulturer osv.

Med hjem i kufferten var, udover et væld af gave”tingeltangel”, et nyt perspektiv på dansk kultur og undervisning- og studieforhold, og naturligvis ikke mindst en masse indtryk fra indkvarteringen i private taiwanesiske hjem.

Ud over de 12 elever var to af skolens lærere også med, Louise Lund Bækgaard og Kristoffer Dam.