… i Frimurerlogen på Østerbro
”Det regner”! Lød det adskillige gange fra Loge-medlemmet af 10.grad, der viste elever fra Allerød Gymnasium rundt i de dunkle gange, hvor tilskoddede ruder hindrede dagslys i at trænge ind. Eleverne fandt hurtigt ud af, at han dermed ikke henviste til aktuel vejrforhold udenfor Stamhuset på Østerbro. Udsagnet var tænkt som en stærk markering af, at de nysgerrige elever havde stillet et spørgsmål, hvis svar måtte forblive i det dunkle. !
Den enorme bygning med i alt 335 meget forskellige rum – hvis indretning ned i mindste detalje er velovervejet og symbolrigt – lod rig plads til religionselevernes søgen efter mening. Særligt logesalen hvis indretning er udformet som forgården til et tempel, sugede eleverne ind i et univers, tydeligt inspireret af Græsk, Egyptisk, Hellenistisk kultur og religion. Med spændende beretninger fra Logemedlemmet forsøgte eleverne at finde mening med de rituelle handlinger, nye medlemmer underlægges.
Efter 1 ½ times intens søgen efter viden, trådte eleverne igen ud i sollyset på Blegdamsvej, tydeligt mere oplyste. I frimurernes åndelige fitnesscenter havde eleverne fundet svar på, hvad logen kan tilbyde individet i den til tider forvirrede, stressfyldte moderne verden.