Kemishow på AG

Kemiens forunderlige verden

Allerød Gymnasium havde mandag d. 13. april besøg af DTU science show (Danmarks Tekniske universitet) til et fællesarrangement. To kemi-studerende fra henholdsvis 4. og 6. semester fra DTU havde iført sig hvide kitler, forsøgsbriller og ind imellem høreværn og viste for alle klasser og alle årgange, hvad kemiens verden har at byde på.

Det blev til et meget levende show, som bredt formidlede, hvad gasser, luftarter og væsker har at byde på. De to studerende jonglerede med ild, brag, røg og damp samt væsker i forunderlige farver i – selvfølgelig – kontrollerede rammer på scenen. Undervejs forklarede de, hvordan man møder de samme kemiske reaktioner i større målestok i den virkelige verden. Og på den måde blev det pludseligt forståeligt, hvorfor en oliebrand er så voldsom, eller hvorfor den røde farve er den mest almindelige i fyrværkeri.

Et meget spændende og ligeså lærerigt besøg fra DTU fortæller lærer Pernille Aagaard Sparre, som har været med til at arrangere fællestimen.