Forrygende fællestime med bid i på Allerød gymnasium, i selskab med Vincent Hendricks.

På Allerød gymnasium var der tirsdag d. 15.09 arrangeret fællestime for alle elever og lærere med Vincent Hendricks, professor i formel filosofi ved Kbh. Universitet og leder af Center for Information og Boblestudier.

Hvis man som elev på forhånd tænkte, at formel filosofi lød lidt kedeligt, så tog man helt fejl! Vincent Hendricks går med læderbukser og er vant til at fyre den af, og foredraget blev performet som et forrygende filosofisk rock’n roll-show. En af hans forcer er, at han er i stand til at formidle sin store faglige viden, som til tider bevæger sig på højtflyvende niveau, på en jordnær måde så de skarpe budskaber går ind!

Vincent Hendricks kom rundt om mange aktuelle emner som net-kommunikation, og social boble-økonomi og talte i den forbindelse om, hvordan irrationel gruppeadfærd kan forstærkes af informationsteknologi og sociale medier.- altså om livet på nettet med den indre autopilot styret af ”Likes” Selv om man synes, det er sjovt at ”like”, kan det faktisk være ”fandens værk”, som han siger. Derudover kom han også med bud på, hvordan vi kan forstå os selv i en tid, hvor stormen af underholdningstilbud på nettet gør det svært at fokusere på mål i fremtiden, fortæller uddannelsesleder på gymnasiet Jasper Holm.

For tilhørerne var der således stof til eftertanke, da Vincent Hendricks sluttede sit foredrag.