62 elever fra Allerød Gymnasium med brædder på fødderne.

Det er efterhånden blevet en god tradition, at eleverne på Allerød Gymnasium, der gerne vil have lidt mere idræt end de andre, tager på ski-studietur til de norske fjelde i starten af januar.

Tilbuddet om en uge på ski, gives til alle elever, der har valgt idræt på B-niveau – et valg, der også betyder, at de kan komme op til eksamen i idræt til sommer. 62 elever har netop været afsted til Hafjell i Norge.

Undervisning på ski

Eleverne modtog en stor portion skiundervisning i løbet af ugen. Der var planlagt undervisning på løjperne hver dag fra 9.15-14.30 og efterfølgende analyseres dagens skiløb via videooptagelser i hytterne om aftenen. Men selvom undervisningen fyldte meget, blev der dog også tid til, at eleverne frit kunne boltre sig på bakkerne – ligesom der også var tid til at pleje det sociale liv.

En udfordring

Alle 62 elever startede med 3 dage på langrendsski, og det var en stor udfordring for mange. Langt de fleste, der har været på skitur før, har stået på alpinski eller på snowboard, kun få har prøvet kræfter med langrendsdisciplinen. ”Men dette er netop en af pointerne” – udtaler en af de 8 undervisere på turen, Jesper Hauge. ”Vi vil gerne forsøge at skubbe eleverne lidt ud af deres normale komfort zone, så de kommer til at prøve kræfter med noget uvant”. Og heldigvis er det ikke sværere at stå på langrend end man med tilpas undervisning og en god portion gå-på-mod, kan bliver ret habil på de smalle ski i løbet af de tre dage.

Efter strabadserne på langrendsskiene bød de sidste 3 dage på noget stejlere bakker med enten alpinski eller snowboard på fødderne.

Eleverne kommer med meget forskellige forudsætninger for at stå på ski, men uanset om de suser elegant ned ad pisterne eller de aldrig har prøvet at stå på ski før, så tilbyder området ved Hafjell i Norge fantastiske muligheder.

Gode oplevelser

Selvom langrend også er en hård fysisk prøvelse, så oplever underviserne år efter år, at de tre dage på langrend ender med mange gode oplevelser for eleverne. ”Alle har brug for succes-oplevelser ind i mellem, og vi undervisere erfarer ofte, at de udfordringer vi giver eleverne på ski – uanset om det er af teknisk eller fysisk karakter – giver eleverne nogle oplevelser ud over det sædvanlige”, siger en anden af AG’s undervisere, Rasmus Thomsen og fortsætter: ”Derfor oplever vi også, at eleverne er ikke bare er topmotiverede til at modtage undervisning, men også socialiserer på kryds og tværs af klasserne”.