Farverig og festlig sidste skoledag for Allerød Gymnasiums 3.G’ere

Det er nu en ganske særlig dag – 3.g’ernes sidste skoledag- en dag fuld af fest og farver. 3x kom klædt i rødt, 3ds i leopardfarver, 3r i grønt , og så fremdeles, til AG klokken 9.15 fredag morgen! Sammen med sit kantineteam havde Jill sørget for lækker morgenmad til 3.g’erne, som allerede havde været nogle timer undervejs. 3.g’ernes lærere var inviteret med til morgenbordet sammen med de feststemte næsten-studenter.

Efter morgenmaden var det tid til 3.g.ernes traditionelle shows, som alle lærere og 1.g og 2.g klasserne var indbudt til at overvære. 3.g’erne havde gjort sig ekstra umage og leverede fine shows og stærkt underholdende filmklip om livet på skolen.

Skolen havde sat en 1. præmie på spil for bedste optræden. 1. og 2.g’ere stemte via facebook, og vinderen blev 3r, som vandt et gavekort til en pizza på et lokalt pizzaria til hele klassen. Mange lærere fik også overrakt små gaver og fik et farvel-og-tak kram!

Et lille oprydningshold bestående af 1g-elever fulgte med de glade 3.g’ere på turen fra gymnasiet og ned til byen!

Rektor Kirsten Schiellerup glæder sig over, at formiddagen forløb fuld af glæde og godt humør. Det var en dejlig dag!