14 gymnasieelever fra Allerød Gymnasium dystede i matematikkonkurrencen Georg Mohr

14 elever fra Allerød gymnasium har i dag deltaget i 2. runde af den landsdækkende Georg Mohr-matematikkonkurrencen. Georg Mohr konkurrencen henvender sig til matematikinteresserede elever i gymnasiale uddannelser og har som formål at stimulere interessen for matematik ved at udfordre de dygtigste elever med opgaver, der i sværhedsgrad ligger ud over det de møder i den daglige undervisning.

De 14 elever er gået videre fra første runde, som blev afviklet d. 14. november 2017,og hvor ca. 25% af gymnasiets elever dystede

Opgaverne i Georg Mohr konkurrencen er normalt så svære, at eleverne opnår max 5 point ud af 20. I år fik 13 af deltagerne i første runde 12 point eller mere, mens 20 elever opnåede mindst 10 point. Alle elever med mindst 10 point får et diplom.

Når besvarelserne fra 2. runde af konkurrencen til sin tid er bedømt af to censorer, vil de deltagere, som står bag de ca. 35-40 bedste besvarelser på landsplan, kunne kalde sig vindere.

Vinderne inviteres til et 3-4 dages ophold ved et universitet, hvor der arrangeres foredrag, opgaveløsning samt fagligt og socialt samvær. Endvidere er der en reception med præmieoverrækkelse.

Georg Mohr-konkurrencen fungerer desuden som et led i udvælgelsen af deltagere til IMO, Den Internationale Matematikolympiade, udtaler matematik- og fysiklærer Lars E. Jørgensen.