28 elever fra Allerød gymnasium på udveksling i Belgien

28 elever fra 1r på Allerød Gymnasium landede fredag d. 9. februar i Kastrup Lufthavn, trætte men glade, efter et spændende og lærerigt udvekslingsbesøg over 5 dage i Keerbergen, ca. 30 km fra Bruxelles.

Elever og lærere var under besøget indkvarteret privat, og deltog i det program , som skolen i Keerbergen havde planlagt. Det inkluderede bl.a. en kombination af noget science undervisning og teambuilding, hvor der skulle bygges tårne og broer.

Det blev også til en hel dag i EU bydelen i Bruxelles, hvor de belgiske og danske elever besøgte Europaparlamentet, Det Europæiske Historiske Museum, samt Parlamentariet, som er en interaktiv og teknologisk formidling af EU systemet og politikken. Holdet besøgte også Flandern Fields, hvor nogle af de største slag under 1. verdenskrig fandt sted. Området er præget af soldaterkirkegårde med mange forskellige nationaliteter.

De danske og belgiske elever og lærere nåede at få et rigtig godt forhold til hinanden, og heldigvis kommer de nye venner på besøg i Allerød, når det bliver efterår, og eleverne går i 2.g, udtaler en af de medrejsende lærere John Munch Hansen.