Allerød Gymnasium er flyvende!

5 elever fra Allerød Gymnasium, Mads 1x, Lauritz 1x Holger 2x, Michael 2x og Rasmus 3x har de sidste par måneder arbejdet med at skrive nogle små videnskabelige computerprogrammer til Den Internationale Rumstation (ISS) ifm. en Europæisk konkurrence. Deres programmer er som de første danske nogensinde blevet dømt flyveklare og skal snart sendes via radiotransmission til ISS. Hvis alt går som det skal, vil programmerne dirigere en computer på rumstationen til at tage billeder af Jorden på bestemte tidspunkter. 
Eleverne har udviklet to programmer: Ét som skal udvikle vejrudsigter på baggrund af skydække set fra rummet, og ét som skal måle lysintensitet af storbyer på nattesiden af Jorden for at undersøge om byernes lys siger noget om deres generelle velstand. Når disse data er indsamlet bliver de sendt tilbage til Jorden, hvor eleverne så skal skrive en rapport om forsøgets resultat. Til sommer belønnes de bedste programmer med præmier af en anseelig art, og alle deltagere får diplomer og retten til at sige, at de (eller i hvert fald deres program) har været i Rummet, udtaler matematik- og fysiklærer Christian L. Jensen.