At AG elever ikke blot er fagligt dygtige men også særdeles kreative blev tydeligt for enhver, der en efterårsmørk halloween morgen i dag onsdag den 31. oktober, gik mod gymnasiets hovedindgang. Her blev lærere og elever mødt af en allé af flotte, gyselige, morsomme og uhyggelige græskær, der vidnede om aftenens vellykkede AG-Lounge-halloween arrangement. Her hyggede elever sig med pizza, gyserfilm samt fandt deres indre kreative barn frem ved deltagelse i græskær-udskæringskonkurrence! En opgave de mange fremmødte elever tog meget alvorligt.
Ved caféborde i det dunkle ”badekar” (andet navn for skolens kantine) blev græskarmonstre sirligt udskåret i mobiltelefoners skær. Lidt tilbagetrukket hyggede elever, for hvem gys fra filmen og knivarbejde med Halloween monstre blev lidt for meget, sig med diverse brætspil mm. i de røde projektørers skær.
Til december håber AG-Lounge planlægningsudvalget, som mange elever er med i, at kunne samle AG’s elever til et kreativt julehyggeligt event, hvor produktion af magi i rødt og grønt efterfølgende pynter en vinterallé mod AG´s hovedindgang, fortæller lærer Charlotte Villefrance.