Velbesøgt orienteringsaften på Allerød Gymnasium torsdag aften.

Med musik fremført af nogle af musikeleverne blev de mange kommende elever og deres forældre i går aftes (d. 17. januar) budt velkommen på Allerød Gymnasiums til gymnasiets årlige spændende orienteringsaften. De godt 700 gæster blev traditionen tro modtaget i ”badekarret”, hvor de blev præsenteret for den brede palet af faglige og sociale tilbud, som man som elev kan blive en del, hvis man vælger at starte på AG til august i år.

I sin velkomsttale fremhævede rektor Kirsten Schiellerup bl.a. gymnasiets bredt favnende faglighed, fællesskabet og de suveræne faciliteter, som bl.a. omfatter flotte musik- og dramalokaler og topmoderne idrætsfaciliteter, alt sammen noget som hun som rektor er stolt af at kunne vise frem for de mange gæster denne aften.

Efter velkomsttalen gav musikeleverne fra 1de Fletwood Mac nummeret ”Go your own way”, hvilket de høstede stort bifald for.

To tidligere elever fik af aftenens elevværter, Agnes fra 2v og Jacob fra 1x stillet en række spørgsmål om, hvordan de så på AG i retrospektiv, og hvad AG havde givet dem med på vejen ud i deres videre studieliv. Samstemmende fremhævede de, at det sociale liv og fællesskab- som havde givet dem venner for livet-, de mange tilbud på skolen og lærernes faglighed og store engagement i undervisningen var noget af det, som havde betydet allermest for dem.

En række medvirkende elever fra dette års coming-up musical ”Skatteøen” opførte nummeret ”Sørøver-sangen” af Sebastian. Forestillingen spiller torsdag aften d. 31. januar, fredag aften d. 1. februar, begge dage kl. 19.30, og lørdag d. 2. februar kl. 17.00. Alle de besøgende elever fik en gratis invitation til at komme og overvære, hvad de mange medvirkende elever formår på ”de skrå brædder”.

En af skolens studievejledere Marie Louise Hansen gav gode råd om, hvordan man vælger den rigtige ungdomsuddannelse, og to elever, Busra fra 1m og Jacob fra 2r, leverede en flot præsentation af de mange sjove og spændende aktiviteter uden for selve undervisningen, som man kan deltage i. Aktiviteterne giver ikke kun giver mulighed for f.eks. særlig faglig fordybelse, men også indflydelse på tiden i gymnasiet, og er i høj grad også med til skabe det gode sociale liv og sammenhold både i klassen og på tværs af klasser og årgange, som AG er kendt for.

Efter det indledende program, som blev flot styret igennem af de to elevværter, var der åbent hus, hvor de mange besøgende gik rundt og overværede lærere og elever uddybe de faglige muligheder i de studie-retninger, som de vil skulle vælge imellem efter de første 3 måneder af gymnasietiden, som kaldes grund-forløbet.

I science-fløjen havde de dygtige elever fuld gang i at udførte sjove eksperimenter, og i de mange velbesøgte boder rundt omkring på gangene kunne man få mere at vide om de enkelte fag og få svar på andre spørgsmål, som man som kommende elev er optaget af.

I skolens idrætshal var der også fuld power. Flere elever viste AG’s idrætsfaciliteter frem for gæsterne og gav smagsprøver på deres færdigheder inden for forskellige slags boldspil.