Kan man få en bedre ramme end højt solskin og masser af varme som baggrund for de glade smil på læberne under huerne hos årets første 8 studenter, som i dag sprang ud her tidligt i morges på Allerød gymnasium. Som traditionen byder det, hejste de sammen med rektor Kirsten Schiellerup flaget op i flagstangen, mens mange familiemedlemmer og venner til de nybagte studenter så til fra sidelinjen.
Amalie Marie Stelsig Hald (3k), Bastian Just Johansen (3cd), Christoffer Engskov Frost (3v), Israa Azzam (3s), Martin Møller Nielsen (3p), Mina Emilia Elfsberg Holbøll (3p), Rasmus Kornbo Kirkegaard (3j ) og Rawan Abdella (3cd) havde alle lige overstået sidste eksamen i faget AT, og karaktermæssigt gik det også fint for alle de nybagte studenter.
Rektor Kirsten Schiellerup fremhævede, at det er en stor festdag, når studenterne springer ud. Frem til på onsdag udklækkes 233 studenter, og der er i år tale om en årgang med 9 klasser. Næste år har skolen også 9 afgangsklasser.
Onsdag aften er der festmiddag på skolen for studenterne og deres lærere, og på fredag holdes translokation på gymnasiet. Kl. 12.00 kører studenterne så ud på den traditionelle køretur i de festligt pyntede vogne, hvilket 2.g. klasserne har sørget for til den tid.