Elever fra Allerød Gymnasiums valghold i tysk i 3. G var i dagene 15. – 18. september på en spændende studietur til Berlin. De studerede tysk sprog, historie og kultur, og fik samtidigt mulighed for at anvende deres tyske sprogfærdigheder og opleve den særlige Berliner stemning.
Besøget bød på en rundvisning i Rigsdagen, og den søde tand blev tilgodeset med et besøg i Ritter Sport Schokowerkstatt, hvor eleverne på tysk hørte om baggrunden for Ritter Sport, og de fik selv mulighed for at fremstille egne chokokreationer.
Tirsdag aften bød på et besøg i Clärchens Ballhaus, en restaurant, der samtidigt bød på danseundervisning og mulighed for en svingom for de danseglade elever.
Desuden blev byen udforsket med kvartersanalyser i Kreuzberg og Prenzlauer Berg.
Tysklærer Jytte Vollstedt fortæller, at alle havde nogle fantastiske lære- og indholdsrige dage i Berlin og fik yderligere motivation med hjem til tyskundervisningen på gymnasiet.