Fra på tirsdag går vores 3.g’ere ind i deres 14 dages SRP-skriveperiode. Det havde altså ikke gavnet så meget, at netop vores 3.g’elever havde fået lov til at komme tilbage på skolen på mandag… Og så alligevel, for al vejledning med de to vejledere forgår over Teams, og alle de fælles oplæg som Webinarer… og så sidder de ellers derhjemme og skriver de næste 2 uger. Det plejer at være et kærkommen afbræk i skolehverdagen og en fordybelsesperiode 3.g’erne ser frem til, men netop i år er det bare mere af det samme – mere skærm, men nu mutters alene, da der ikke er noget virtuel undervisning, de skal logge på…
Men lidt kontakt til virkelige mennesker kan de nu alligevel få, for på skolen sidder Studiecenterleder Sidse Juul Windahl som altid klar til at hjælpe med litteratursøgning, kildehåndtering og fremskaffelse og udlevering af div. materialer.
Sidse har tidligere givet eleverne et (virtuelt) kursus i netop litteratursøgning og kildehåndtering, så eleverne er godt rustet til den del af opgaven, udtaler Sidse, der også hjælper eleverne, hvis de har it-udfordringer. Skolen er jo stadig lukket og alle elever er hjemsendt, men efter aftale kan eleverne benytte Sidses ekspertise og samtidig få et opmuntrende smil med på vejen.