Dimission 2018

Velkommen til jer alle sammen til denne festdag! Vi er samlet for at fejre jer, som sidder her på de forreste rækker. Velkommen til 255 studenter! Velkommen også til forældre, søskende, bedsteforældre, venner og kærester, som alle har været en del af projektet: Jeg ved at I har heppet, forklaret, lyttet og måske endda tørret en tåre. Lavet mad. Hentet slik og cola! Og velkommen også til alle medarbejderne her på AG, som har lagt alle deres kræfter i at hjælpe jer frem mod jeres mål!

Fællesskabet har jeg fremhævet i mange dimissionstaler. Ikke uden grund. For mig står det som noget helt centralt her på AG. Og det ved jeg, at det også gør for jer!

Fællesskabet har mange former. Det handler om både det sociale og om det faglige. I har været sammen om at lære, I har været sammen om at blive klogere.  Og undervejs har I også trænet det at mestre livet gennem alle de ting, I har gennemlevet sammen. Man kan blive helt forpustet – men man kan sørme også blive helt høj over alle de fantastiske ting, der er sket bare i det år, der nu er gået. Gallafesten. AG-League, hvor 2s vandt og lærerholdet røg ud alt for tidligt, måtte se sig besejret af… 3vy og 3ds – som hvis vi skal være ærlige, nok spillede bedre fodbold. Talentcafeer med storslået optræden. Årets musical ”Alt hvad du peger på” som rigtig mange af jer var med til at skabe. Udvekslinger til Tyskland og Taiwan. Nationale konkurrencer. Foredrag om meteoritter, om Japan. Cubansk Dans. Abdel Aziz Mahmoud, der talte til os om at vokse op som flygtningebarn i Middelfart og Egedal, og om hvordan han blev stjernejournalist i DR. Flygtningelektiecaféen, hvor mange af jer har givet et stort bidrag til det store fællesskab ved at påtage jer at hjælpe unge flygtninge med at lære at tale dansk her på AG efter skoletid.

I har været med til at arrangere temaugen ”Hjerne og Hjerte”, hvor Özlem Cekic holdt forsamlingen i sin hule hånd, da hun fortalte om sine oplevelser som tyrkisk indvandrer i Danmark og om projektet ”Dialogkaffe”, hvor hun opsøgte mennesker, som havde givet udtryk for at de ikke brød sig om hende – og opfordrede os til selv at opsøge mennesker, der er forskellige fra os selv – og sørge for, at bruge 80% af tiden med dem til at snakke om det, man er fælles om og er enige om og kun bruge 20% på forskelle og uenigheder.

Temaugen sluttede med at Jan Hellesøe ”Fuckede med din hjerne” og hypnotiserede Aske og Nikoline. Nikoline, der ikke kunne huske, hvad hun hed og gættede på Maria, og Aske, der ikke kunne løfte sin arm, lige meget hvor meget han prøvede. Stor tak til Science-udvalget. Sammen har vi også lagt op til kommunalvalget i november med Lorry på besøg og paneldebat med lokalpolitikere. Som sædvanlig elegant og kompetent styret af jer elever. Allerød fik landets højeste stemmeprocent blandt 18-årige: 88,4 %! En måde at tage ansvar for fællesskabet på, som har stor betydning for os alle! Jeg er stolt af jer!

Fællesskabet er også den store støtte i hverdagen, som I har givet hinanden, når der var brug for det, når tingene gik skævt af den ene eller anden grund! Det er også forfester og efterfester. Det er skiture, morgensamlinger, AG Sport og helt almindelige frikvarterer måske med en kold Cocio fra Jill!

Da jeg satte mig for at forberede denne tale, kom jeg til at tænke på min ”amerikanske mor” – dvs. moren i den familie, jeg boede hos som udvekslingsstudent i USA for omkring 100 år siden. Hazel, hed hun. En kvinde, der har gjort et uudsletteligt indtryk på mig, en kvinde jeg holdt meget af og havde stor respekt for, en kvinde med holdninger og kæmpe kræfter. På et tidspunkt senere i mit liv, da jeg var tilbage på besøg i den amerikanske familie, nu med egne børn, fastslog Hazel, at ”Motherhood is not a popularity contest!”. Man er faktisk som mor nødt til at tage upopulære beslutninger – hvis det er det rigtige at gøre.  Og hvorfor kom jeg nu til at tænke på det? Jeg er jo ikke jeres mor. Jeg er jo bare jeres rektor.

Kunne man også sige” Being a principal is not a popularity contest”? Meget ville have været lettere – og det ville nok have givet nogle point hos jer, hvis jeg havde givet efter for alle jeres ønsker. Som for eksempel i forhold til – øl. Nu blev I i stedet den første årgang, der var afsted på næsten alkoholfri studieture. Og I overlevede! Og jeg hører, også til festen i går, at I havde masser af uforglemmelige oplevelser! Det var også jer, der måtte se jeres elskede elevcaféer, som efterhånden desværre druknede i for meget øl og for mange dårlige historier, blive erstattet af AG-Lounge uden øl, men med standupperne Adam og Noah, julebanko, musikquiz, Danmarksmesterskab i Bezzerwizzer og stadionpølser til AG-League! 500 pølser grillet på boldbanen af vores fantastiske pedeller, som i modsætning til mig aldrig siger nej til elevers ønsker! Tak til alle jer elever, som har medvirket til at få transformationen til at lykkes!

Som sædvanlig har jeg læst eksamensstile. Og som sædvanlig bliver jeg imponeret over jer. Én af jer skriver i sin stil om popkultur og medier, ”At den eksperimenterende musik er undereksponeret i de landsdækkende medier, er til gengæld en problematik, der er værd at overveje. For hvem er det, der skal få os ud af vores trygge og sikre rammer, som vi i forvejen er så glade for? Hvis vi ikke møder det nye, ukendte og udfordrende i det kendte og trygge, hvor møder vi det så? For den alment dannede er det nødvendigt, at vi igennem public service får udvidet vores horisonter, politisk såvel som kulturelt. Hvis vi udelukkende får lov til at blive inden døre i det velkendte, uden at blive udfordret, ender vi i et populistisk samfund, hvor det bliver svært at enes med folk, der er forskellige fra én selv…. I takt med globaliseringen og vores store muligheder for at til og fravælge er det altså vigtigt, at vi bliver udfordret i vores holdninger og i det velkendte, for ellers vil vi fortsætte som vi altid har gjort, for det er jo helt ok”.

Stilen handler om kultur og medier, men jeg synes synspunktet godt kan strækkes til at omfatte det som STX drejer sig om: Den dannelse, som I er blevet udsat for her i jeres tid på AG. Det er jo netop det, der er vores opgave. At give jer noget med på vejen, som I måske ikke selv ville have kunnet opdage, fordi vi så let kan komme til at befinde os i et ekkokammer, hvor vi bekræftes i den opfattelse, vi havde i forvejen; den tilgangsvinkel, som falder os lettest; en smag, som er velkendt og tryg.  Vi har villet åbne jeres øjne for nye måder at se verden på, åbne for muligheder, åbne for tanker og ideer.

Det kan gælde fag, der overrasker. Mange af jer havde aldrig forestillet jer, at oldtidskundskab skulle kunne sige jer noget – men I har oplevet, at jo, det var faktisk både relevant og interessant. Og det samme kan man for andre af jer sige om matematik, fransk eller idræt. I en bredere forståelse taler vi om dannelse. Om det hele menneske. Det interessante menneske. Mennesket, der sætter sig selv i spil. Mod. Udforskning. Tillid. Refleksion. Stillingtagen. Ansvar. Indsigt. Viden. Nytænkning. Empati. Om at passe på hinanden og sig selv. Forstå og respektere andre mennesker. Dannelsen bliver mere og mere vigtig som modvægt til fake news, forudfattede meninger, generaliseringer og hurtige løsninger, som vi ofte er omgivet af.

Vi sender jer herfra mod nye horisonter. Med en bagage i lommen, som rummer mere end det I har i jeres mobiltelefon. Vi håber I tager herfra fulde af livsmod og kræfter. Nu skal I ud og skabe jeres egne liv. Finde jeres egen lykke. Men I har også en opgave i at være med til at skabe et samfund, der er sådan, som I synes, det skal være. Lav nu det om, som I ikke synes dur. Slås for det! Fremtiden er jeres. Lad ikke os gamle bestemme længere. Nadia Nadim siger i et interview i Politiken ”… små ting kan gøre en kæmpeforskel for andre. Jeg vil gerne være sådan et menneske, et menneske, der gør en forskel.” Det er jo et fantastisk mål at sætte sig. I det små eller i det store – men en forskel!

Tag magten –  i det små eller i det store. I har det, der skal til! Det samfund, som min generation har skabt, har store bagsider: Global opvarmning, voksende ulighed, flygtningestrømme og smuldrende fællesskaber, hvor det er blevet mere hot, at fokusere på det, der adskiller end på det, der samler. Vi står også med en generation af unge, som føler sig pressede og stressede, en tendens, vi også har mærket her på AG. Det er stærkt bekymrende og vi er nødt til at få løst dette store problem! I må gøre oprør! Og husk nu, det behøver ikke være trist og alvorstungt at gøre oprør! Skuespilleren Preben Kristensen har sagt: ”Jeg har en ubændig lyst til at udforske livet og dets mange muligheder” og det ønsker jeg for jer samtidig. De to vinkler kan sagtens kombineres!

Jeg ved det er vemodigt at slutte her på AG. Spændende men vemodigt, det er der så mange, der har givet udtryk for de sidste dage. Nu nærmer afskedens time sig med raske skridt. Husk nu at tage det hele med dig! På den måde er det ikke slut: al den nye viden og alle de nye kompetencer og jeres humor, kreativitet og kammeratskab skal jo med! Oplevelser, som vil leve videre i hver enkelt af jer.

3i sang for os på sidste skoledag: ”Okay, Hvis du fik a’ vid’, at du havde én dag tilba’ på AG – hvad vil’ du så gør’?…én da’ tilba’ – én da’ tilba’ – én da’ tilbage”. Nu kom dagen.

Til lykke med jeres eksamen!