Tirsdag den 2. september blev skema og bøger byttet ud med sport, grin og godt humør, da Allerød Gymnasium afholdt sin årlige idrætsdag. Allerede fra morgenstunden summede skolen af liv, og eleverne var klar til en dag fyldt med alt fra boldspil til mere anderledes aktiviteter.
En dag med sammenhold
Idrætsdagen er en af de traditioner, der bringer hele skolen sammen. For de nye 1.g’ere var det en særlig oplevelse, fordi man hurtigt mærker, at man ikke bare er en lille klasse, men en del af et stort fællesskab. Eleverne blev blandet på tværs af årgangene, og det gav mulighed for at møde nye mennesker og skabe et helt andet sammenhold end til hverdag.
Mange forskellige aktiviteter
En af de ting, der gør idrætsdagen så speciel, er det brede udvalg af aktiviteter. Der var de klassiske boldspil som fodbold og volleyball, men også ting som yoga, dans og boksning. På den måde var der noget for enhver smag, og man kunne både prøve noget, man allerede var god til, og udfordre sig selv med noget helt nyt.
Elevernes oplevelse
Yoga: “Det er så spændende, jeg får virkelig strakt ud og får brugt nogle muskelgrupper, jeg ikke vidste jeg havde”
Boksning: “Det er virkelig fedt at bokse, vi får nogle gode teknikker til, hvordan man slår og får mødt nogle nye, man kender, da man kommer så tæt på hinanden”
Fodboldt: “Det er meget fint. Jeg synes, det er ret sjovt. Det er ret fedt, at der er en regel om, at pigerne scorer dobbelt mål, så drengene spiller faktisk til mig. De er megagode til at inkludere alle”
Fælleskabet i fokus
Selvfølgelig var der også lidt konkurrence i luften. Mange gik op i at vinde og yde deres bedste, men det var tydeligt, at det ikke var resultatet, der betød mest. Rundt omkring blev der heppet højlydt på både venner og fremmede, og alle hold oplevede en fantastisk opbakning. Det var lige meget, om man tabte eller vandt, stemningen var positiv hele vejen igennem.
Man kunne se, at eleverne nød at være sammen på en anden måde end i hverdagen. I stedet for at sidde stille bag en skærm eller en bog, fik man brugt kroppen, og det gav både energi og grin. Dagen viste, at idræt kan noget særligt! det kan samle mennesker og skabe oplevelser, man husker
En dag man husker
Når idrætsdagen slutter, går eleverne hjem trætte, måske med ømme ben, men først og fremmest med et smil på læben. De fleste tager en oplevelse med sig, hvor de har mødt nye mennesker, prøvet kræfter med sjove aktiviteter og mærket, at de er en del af noget større.
Idrætsdagen på Allerød Gymnasium handler i sidste ende ikke om at være bedst til sport, men om at opleve glæden ved bevægelse og mærke styrken i fællesskabet. Det er en dag, der viser, hvor meget energi og godt humør idræt kan skabe.