Kulminationen på de tre gymnasieår

Den sidste fredag inden sommerferien, fredag d. 28. juni 2024, fejrer vi årets studenter. Det er på denne dag, at skolens studenter officielt springer ud. Efter 3 år kan den eftertragtede hue endeligt sættes på dit hoved!

Vi fejrer det med en smuk og højtidelig translokation i AG’s store fællesområde ’Badekarret’. Vores 3.g-elever marcherer ind, stolte og glade, mens hele ’Badekarret’, der er fyldt med stolte forældre og søskende, lærere, ledelsen og andre elever, beundrer de ny-udsprungne studenter.

Studenterne bedes møde kl. 8.50 I G/H-fløjen.
Familier skal være på skolen kl. 9.00, således at man er på plads og vi er klar til at gå i gang med translokationen kl. 9.15. Vi opfordrer til, at man kun medbringer to til tre familiemedlemmer til denne begivenhed, da pladsen er trang.

Vi regner med at vinke farvel til eleverne i deres vogne kl. 12.

Vi glæder os til at se jer alle!

Kom i god tid

Det er en god ide at komme i god tid, hvis du er i familie med studenterne. Skolens P-plads kan ikke rumme alle bilerne, så parkér gerne ved Meny eller overfor skolen ved plejehjemmet.
Vi har reserveret alle de forreste rækker i ’Badekarret’ til vores studenter og fra vores talerstol vil skolens rektor, Anders, holde årets translokationstale – ligesom en hemmelig udpeget elev vil holde årets elevtale.

Efter translokationen

Efter alle elever har fået overrakt deres studenterbevis, tager vi de absolut sidste klassebilleder af de stolte studenter. Du kan selv købe billedet af vores fotograf, og skolen sætter dette billede op på kontorgangen ved siden af alle AGs studenter gennem tiderne.
Efter translokationen kører studenterne i de flot pyntede vogne ud på deres livs måske sjoveste vogntur for at aflægge alle familier et visit.

Program

8.50
Studenterne møder i G/H-fløjen. Familier skal senest være på plads i Badekarret senest 9.00

9.15
Indmarch

11.15
Translokationen er slut og skolen byder på lidt at drikke i G/H-fløjen, mens studenterne bliver fotograferet

ca. 12.00
Studenterne forlader skolen i vognene

Billeder fra sidste års translokation

På Facebook kan du se billeder fra sidste års translokation.
Det er også på Facebook og Instagram, at vi uploader billeder fra næste translokation.

Gå til Facebook-galleri