En grafisk model der viser, hvornår du har hvilke fag på denne studieretning. Af modellen fremgår følgende: 
Samfundsfag og matematik på A-niveau, som er dine to studieretningsfag, har du både i  grundforløb,1g., 2.g og 3.g.
Dansk på A-niveau, som er et obligatorisk fag, har du både i grundforløb, 1.g, 2.g og 3.g.
Historie på A-niveau, som er et obligatorisk fag, har du i 1.g, 2.g og 3.g.
Engelsk og 2. fremmedsprog på B-niveau, som begge er obligatoriske fag, har du i grundforløb, 1.g og 2.g
Kunstnerisk fag på C-niveau, som er et obligatorisk fag, har du i grundforløb og 1.g
Fysik og naturgeografi på C-niveau, som er  
obligatoriske fag, har du kun i 1.g.
Biologi og religion på C-niveau, som er obligatoriske fag, har du i 2.g
Oldtidskundskab på C-niveau, som er et obligatorisk fag, har du i 3.g
Idræt på C-niveau, som er et obligatorisk fag, har du i grundforløb, 1.g, 2.g og 3.g.
NV og AP, som er obligatoriske fag, har du kun i grundforløb.
I 2.g har du et valgfag, som enten er et nyt C-niveau-fag eller et fag, du hæver fra C-niveau til B-niveau. I 3.g skal du hæve et naturvidenskabeligt fag fra C-niveau til B-niveau samt enten vælge et nyt valgfag på C-niveau eller hæve et valgfag fra C-niveau til B-niveau eller hæve et fag fra B-niveau til A-niveau.

Studieretning 6a

Studieretningen er for dig, der interesserer dig for de udfordringer, det danske og det internationale samfund står overfor. Det er samtidig en studieretning for dig, der kan lide matematik, systematik og tal. Da fagene samfundsfag og matematik mødes naturligt om statistik, økonomi og samfundsfaglige modeller, vil du ved at beskæftige dig med de to fag få en viden, der gør dig i stand til at undersøge og forstå komplekse aspekter af samfundet.

De to fag kan bruges til at undersøge emner som: Hvordan påvirker coronavirussen den globale økonomi? Hvilken betydning har det at Højesteret i USA under Præsident Trump fik tre nye konservative dommere? Meningsmålingerne pegede på en demokratisk "Blå bølge" ved Præsidentvalget i USA 2020, men resultatet blev tæt, hvordan laves meningsmålinger og kan valgmatematik overhovedet bruges til noget? Hvilken betydning har den voksende nationalisme og populisme i Europa for EU - samarbejdet og EUs fremtid? Hvorfor oplever hver fjerde ung at være stresset? Hvorfor får en kvinde i samme jobposition som en mand generelt lavere løn? Hvis vi skal have 700.000 elbiler på vejene i 2030, hvor skal pengene så komme fra?

Samfundsfag på A-niveau er i sig selv et fag, der spænder vidt. Vi kan arbejde lokalt med at lave en plan til forbedring af Allerøds bymidte og internationalt med at undersøge den komplekse magtkamp i Syrien-konflikten. I løbet af de tre gymnasieår får du en solid forståelse af, hvordan politik fungerer, hvordan dansk og international økonomi hænger sammen, hvordan vi kan forstå vores egen og andres adfærd gennem sociologi og endelig, hvordan stater og andre aktører handler på den internationale scene.

Matematik på A-niveau giver en solid forståelse af behandlingen af de data, der ligger til grund for mange politiske og økonomiske beslutninger. I løbet af de tre gymnasieår bliver du i stand til at behandle komplekse problemstillinger ved hjælp af matematiske modeller og til at forstå disse modellers styrker og begrænsninger. Du lærer at anvende matematikværktøjer til grafisk repræsentation af talmateriale opnået ved dataopsamling, du trænes i at formulere og behandle matematiske problemer på et højt niveau, og du trænes i logisk tænkning

I studieretningsprojektet i 3.g vil du f.eks. kunne arbejde med økonomiske modeller, med spilteori og politisk forhandling ved eksempelvis klimatopmøder, om spilafhængighed og det senmoderne samfund, om kryptering – og meget andet!

Når vi tager på ekskursion kan det f.eks. være for at interviewe og diskutere med politikere på Christiansborg. Vi kan også få besøg af eksperter her på AG, der kan fortælle os om, hvordan finansverdenen fungerer, præsentere resultatet af et projekt for lokale politikere eller andre involverede. Endelig kan vi besøge interesseorganisationer som f.eks. CEPOS, Greenpeace eller Transparancy international o.a.

Se hvilke videregående uddannelser studieretning 6 giver direkte adgang til. Du skal selv angive 2. fremmedsprog og dine valgfag og niveauer for disse, så de tages med i betragning. Det er ikke alle fag i gymnasiets fagrække, der optræder på ’Adgangskortet’. Det er således kun de fag, som direkte tæller i forhold til optagelse på en videregående uddannelse, der er medtaget på listen. Hvis du vælger Sr 6 som studieretning i den variant, hvor klassen er født med Idræt B, da skal du ikke have Kemi C som det 3. naturvidenskabelige fag. I stedet for får du her Biologi C.

Studieretning 6b med idræt-samfundsfaglig toning

Hvordan får vi børn og unge til at motionere? Hvor meget bør børn og unge motionere? Og hvem er det egentlig, der bestemmer, at børn og unge skal motionere? Med idræt på b-niveau får du mulighed i at dykke ned i spændende problemstillinger omkring sundhed, motivation og træning både lokalt, nationalt og globalt. Vi følger magt og pengestrømme i sportens verden og reflekterer kritisk over brugen af idræt og motion som løftestang for forskellige politiske dagsordener.

Vi arbejder med en mangfoldighed af idrætsdiscipliner inden for de tre hovedområder boldspil, nye & klassiske idrætter og musik & bevægelse og bliver klogere på emner som sundhed, motivation, idrættens organisering, sociologi og politik i idrættens verden. Samtidig arbejder vi også med den mere naturvidenskabelig del af faget og lærer om grundlæggende fysiologiske og anatomiske forudsætninger for bevægelse.

Hvordan anerkender vi transpersoners forskellighed samtidig med at vi sikrer en fair international konkurrence? Hvilke grupper i samfundet kan motiveres af at danse frem for at gå i fitness? Og er fitness løsningen på individsamfundets stress og mistrivsel blandt børn og unge?

Samspillet mellem Samfundsfag A, Matematik A og idræt B gør dig i stand til at lave skarpe analyser, tage reflekterede beslutninger i eget liv og forstå komplekse sammenhænge, samtidig med at du opnår konkrete kropslige evner og egenskaber i idrættens verden. Studieretningen inddrager idræt, sport og sundhed som cases for arbejdet med matematiske modeller, og i samfundsfag belyses emnerne i et økonomisk, politologisk og sociologisk perspektiv. De tre fag spiller godt sammen, når der i 2.g skal skrives SRO i matematik og samfundsfag, og der vil være ekskursioner og tværfaglige samarbejder mellem fagene i løbet af de tre år.


Prøv dine muligheder med studieretningen

Her kan du prøve at sammensætte din egen fagpakke med lige præcis de valgfag, som du kunne tænke dig, og som studieretningen tilbyder. Bemærk at vi ikke kan love, at alle valgfag bliver oprettet.

Har du svært ved at vælge retning?

Bare rolig. Der er mange før dig, der har været i tvivl om, hvilken studieretning, der er den rigtige. På AG er dit valg af studieretning ikke bindende før du har gennemført et halvt års undervisning.