Rektor byder velkommen

Kære kommende 1g-elev.

Vi glæder os til at være med til at give dig tre fantastiske år på AG! Tre år hvor du bliver klogere på mange forskellige områder – og tre år hvor du får nye venner, nye indtryk og personlig udvikling, som kommer dig til gode fremover i dit liv.

Her på Allerød Gymnasium har vi tradition for at optage alle ansøgere, og det forventer vi også at gøre i år!

Som du ved, har folketinget vedtaget en ny lov om gymnasiet. Det er pga. denne lov, at du ikke kan vælge studieretning allerede når du søger ind, men skal vente indtil du er startet på gymnasiet og har fået bedre indblik i hvad de enkelte fag indeholder, og dermed hvad der passer bedst til dine interesser og tanker om din fremtid.

I løbet af grundforløbet, som de første 3 måneder på gymnasiet kaldes, får du undervisning i en række fag: dansk, engelsk, samfundsfag, matematik og 2. fremmedsprog. De naturvidenskabelig fag møder du i det naturvidenskabelige forløb NV, som er sammensat af 3-4 forskellige naturvidenskabelig fag. Du kommer til at arbejde med sprog i faget AP, som indeholder blandt andet grammatik, viden om sprogets opbygning og  sproghistorie. Herudover indgår også et kort forløb i latin i faget AP.

For at du skal få så bredt et grundlag som muligt at vælge ud fra, tilrettelægger vi, at du får smagsprøver på de forskellige studieretninger, som du kan vælge imellem her på AG. Der bliver løbende samtaler med dine lærere om hvordan det går i lige deres fag samt oplæg og samtaler med studievejledere. Alt sammen noget der kan hjælpe dig i din beslutning om studieretning. For det er selvfølgelig dig selv, der bestemmer!

For os er det rigtig vigtigt, at du bliver glad for at gå her på AG lige fra start. Sæt allerede nu kryds i kalenderen den 17-18. august – for da arrangerer vi hyttetur for alle klasser, så man bliver rystet godt sammen og lærer hinanden lidt bedre at kende. Tutorer fra 2g og 3g står for programmet i samarbejde med 2 lærere, som naturligvis er med på turen.

Og glæd dig allerede nu til AGs idrætsdag i september, hvor aktiviteterne er på tværs af klasserne, så du lærer endnu flere at kende.

Vi glæder os til at møde dig!

Mange hilsner

Kirsten, rektor