Dimission 2019 Allerød Gymnasium

Et stort velkommen til alle jer nybagte studenter, der sidder her foran, lykkelige og lettede. Huen er i hus. Velkommen til jeres forældre, familie, kærester og venner, som har svedt med jer, støttet jer, udfordret jer til at yde jeres allerbedste, trøstet jer, når det ikke gik helt som I håbede, og sørget for at I fik mad, ro og tid til at fordybe jer i eksamenslæsningen. Og også velkommen til alle skolens medarbejdere! Alle er vi her af en grund: For at fejre jer, og sende jer godt ud i verden til det liv, der venter jer – til jeres næste uddannelse, til et job, en rejse, eller hvad I nu har af planer.

For jer er denne dag en ’once in a lifetime’, som I skal nyde i fulde drag. En dag I vil se tilbage på og mindes med glæde, fordi dagen markerer, at I har gennemført en vigtig uddannelse. Eksamensbeviset kommer I til at bruge, når I skal vise andre hvad I kan, og hvad I har lært, hvad enten det handler om at søge ind på endnu en uddannelse eller søge et job. Og så er der alt det, der ikke står i papirerne, og som ofte viser sig at være mindst lige så værdifuldt. Det kommer jeg tilbage til om lidt.

Først skal jeg fortælle jer om en oplevelse jeg har haft. For en uges tid siden havde jeg et mareridt. Jeg drømte, at jeg stod lige her, hvor jeg står i dag. Jeg skulle til at holde min tale. Jeg tog en dyb indånding for at gå i gang – og opdagede til min gru, at jeg slet ikke havde fået talen skrevet – og uden denne forberedelse – gik det op for mig lige dér – ja så kunne jeg bare ikke holde nogen tale. Og så var det jeg vågnede og tørrede sveden af panden! Der er garanteret nogle af jer, der har haft lignende mareridt her de sidste uger: Dagen for AT-eksamen oprinder, man går ind ad døren, censor kigger forventningsfuldt op fra sine papirer – og du opdager, at du har glemt dit emne eller aldrig fik valgt det! Men nu er det overstået! Ikke mere eksamen!

I har givet AG 3 år af jeres liv! Til gengæld har I har fået undervisning i alle mulige – og nogle vil mene også enkelte umulige fag. 2.500 timer er det blevet til – for nogle lidt mindre… I har arbejdet over 600 timer med skriftlige afleveringer – nogle lidt mindre, andre lidt mere! Og så er der alle de almindelige lektier i stærkt varierende mængder! Masser af viden. Masser af tavleundervisning, gruppearbejde og fremlæggelser. Mange af jer har klaret jer fantastisk godt og har opnået imponerende resultater, som vi andre kun kan drømme om. Andre har måttet kæmpe en hård kamp med tunge personlige eller faglige udfordringer og har måske klaret sig igennem på trods. I er alle i mål nu! Jeg tager hatten af for jer allesammen.

AG har jo ikke kun været arbejde – heldigvis! Der har været masser af sjov og ballade. Fester og forfester. Det fyldte dansegulv. De mange øl. Lanciers. Studieturene. Musicalen, som aldrig er set flottere. Frikvartererne. Snakken her i Badekarret henover bordene eller i sofaerne rundt omkring. Fanekravene. Rygning under trapperne i en pause. Forelskelserne. Sms’erne i timerne, som læreren ikke opdagede. Det gode humør. De gode historier. Det gode grin. De gode venner. Forever!

Der har været masser af ubeskriveligt dejlige stunder! Men det har også været et år, hvor vi sammen har været tyngede af sorg og savn. I december mistede vi William fra 1p. Han var et tappert menneske, der sloges med en dødelig sygdom. Alligevel kom han hver dag glad i skole her på AG. Og i november mistede vi Silas fra 3k. Silas, som skulle have siddet her iblandt jer idag. Silas med det store smil, trommehvirvlerne og den uendelige energi. Det er forfærdeligt, når unge mennesker, der har livet foran sig, mister dette liv. Vi glemmer dem aldrig! Minderne om dem vil altid være med os! Vores – og jeres – stærke fællesskab her på AG har hjulpet os alle! Jeg har en kolossal respekt for jer og den måde I har taklet dette forfærdelige og hjulpet hinanden igennem det værste. Det fællesskab der er her på AG er utroligt stærkt. Hvert år spørger jeg studenterne hvad der har været allervigtigst i de tre år her. I onsdags stillede jeg jer det samme spørgsmål. Og hvert år får jeg det samme svar: Fællesskabet. I glæde og sorg. Til hverdag og fest.

Midt i sorgen har dødsfaldene blotlagt noget værdifuldt. De har givet os alle en dybere forståelse af, hvor sårbare vi er som mennesker, og ikke mindst givet os en større indsigt i, hvor dyrebart livet er – vores eget og de andres. Livet skal leves videre – og for fuld kraft. Mary Oliver, en amerikansk lyriker, siger dette ved at stille ét enkelt spørgsmål: “Tell me, what is it you plan to do with your one wild and precious life?” For mig rummer dette ene spørgsmål mange store sandheder, fx:

• Du har kun ét liv og det er dyrebart!
• Du kan leve dit liv som du selv ønsker det!
• Spild endelig ikke dit liv på noget der ikke betyder noget!
• Livet består af fortællinger, som deles med andre.

”Tell me, what is it you plan to do with your one wild and precious life”!

Der er ting nok derude, man kan kaste sig over. Den ene krise efter den anden kalder på at nogen kommer og gør noget. Man kan blive virkelig deprimeret af tænke på alt det, der er galt i verden. Man kan komme til at føle sig magtesløs og handlingslammet – og kan få lyst til at flygte fra virkeligheden. Som én af jer skriver i sin danske eksamensstil, så befinder vi os, også når vi er på de sociale medier, mellem to poler i vores verdensopfattelse: ”Skal det (det vil sige sociale medier) være en hyggelig, sjov verden, hvor man flygter fra virkeligheden, eller skal det være dér, hvor vi finder verdens vigtigste debatter?”. Den samme elev uddyber: ”Når vi konstant ser katastrofer efterfulgt af katte-videoer, er det svært at fastholde koblingen til virkeligheden”.

Ved nærmere eftersyn viser det sig dog heldigvis, at ikke alt er så galt som vi går rundt og tror. Bogen Factfulness udkom i efteråret. Den er skrevet af den svenske forfatter Hans Rosling, som har rejst verden rundt med sin indsigt og vakt ganske meget opsigt – og høstet stor anerkendelse. Hans Rosling påviser, at end ikke de mest belæste beslutningstagere i verden kan svare rigtigt på enkle spørgsmål om verdens tilstand. De – og vi – tror fejlagtigt, at alt er værre end det er. Hans Rosling mener, at vi er i vores stenalderhjerners vold. At fordi det genetisk er indlejret i os og i vores tankemønstre, så opdeler vi automatisk vores erfaringer i de to ekstremer: godt og ondt, helte og skurke, dem og os. Vi generaliserer. Derfor får vi slet ikke set alt det, der ligger ind i mellem det sorte og hvide, nemlig alle nuancerne og alle de gradvise positive forandringer. Vi elsker dramatiske historier – og alene derfor fylder katastroferne rigtig meget i medierne – de giver os nemlig hvad vi vil have! Han påviser, at vi almindeligvis har et forsimplet verdensbillede. Og på den måde får vi konstrueret vores helt eget Fake News feed, og opdager slet ikke, at det faktisk er lykkedes at løfte millioner ud af fattigdom, og at der er langt mindre sult, nød og sygdom i verden end der var for bare 20 år siden – og langt flere børn, der går i skole, langt flere mennesker, der har adgang til rent vand og elektricitet end der var for bare 20 år siden.

Vi skal huske at tænke på, at menneskeheden faktisk har været i stand til sammen at forbedre verden. Og vi må ikke miste håbet og behøver ikke flygte ind i katte-video-universet!

Hans Rosling er ikke naiv. Han siger ikke, at vi bare skal glæde os over alt muligt, og at der ikke er nogen problemer i virkeligheden. Der er nok ingen tvivl om, at det helt store problem for os alle de kommende mange år, er klimaforandringer. Vi mærker dem allerede. Og nok kan det være rart, at solen skinner fra en skyfri himmel på en festdag som i dag. Men så er der jo også de mere alvorlige konsekvenser, som vi selv kan opleve, og se masser af eksempler på i vores ’newsfeed’. Som når et hundeslædespand på Grønland må løbe i vand til haserne i stedet for at køre hen over isen som de plejer. Hvordan får vi os indrettet mere bæredygtigt, så vi kan give en jordklode i god stand videre til de næste generationer? I dag er det sådan at vi, når vi når til august, har brugt klodens ressourcer for et helt år. Så resten af året lever vi på kredit. Det holder jo ikke. Min generation har ikke kunnet komme med svarene. Vi har ikke kunnet løfte ansvaret. Jeg tror, og håber, på at jeres generation både kan og vil. Og til det har vi i den grad brug for at aktivere fællesskabet. For det er gennem fællesskabet i kombination med ihærdige, modige, opfindsomme enkeltpersoner med blik for de svage og udsatte – at vi kan løfte højere. Jeg tror på, at når fællesskabet sættes i spil, er der ingen grænser for hvad vi kan magte.

Bæredygtighed optager os alle. I sidste uge tog jeg imod en invitation til at overvære en eksamen i drama. Fire 3g-piger lavede performanceteater i pigernes omklædningsrum i idræt: Den lille Havfrue dekonstrueret – og hvilken mageløs forestilling! Mørke og lys. Harmoni og katastrofe i lyd og billeder. Fire havfruer bevæger sig rundt i dette særlige sanselige univers, de har konstrueret. Vi, publikum, sidder med fødderne i vand, for gulvet er med pedellernes hjælp blevet dækket af vand og der lyder en rislen og klukken alle vegne fra. Lyset flimrer i skiftende farver – en underhavsverden. Vi befinder os i Havet, Havet, som hektisk fyldtes op med civilisationens affald – plastik i alle afskygninger – i takt med at forestillingen skrider frem. Det var en uforglemmelig oplevelse, skabt af ihærdige, modige og opfindsomme elever, som på kreativ vis satte fokus på en stort fælles udfordring!

To gange i år har vi haft paneldebatter med politikere, paneldebatter styret elegant og kompetent af nogle af jer! Og vi har haft en hel dag om demokrati med Clement Kjærsgaard og inviterede gæster. Jeg har været så stolt af jer! Fokuserede, undersøgende, spørgende, lyttende, engagerede, udfordrende, deltagende. Alle de grundlæggende forudsætninger som et demokrati bygger på!

I har også engageret jer i AGs liv. I vores udvalg, i idrætsdagen, i AG League, som til idrætsklassen 3j’s store fortrydelse jo blev vundet af ……… 3s. AG Lounge fik aldrig helt jeres opbakning. I savnede de elskede elevcafeer og de dér øl alt for meget, og har ikke rigtig syntes, at det kunne veksles til anden slags hygge. Men det viste sig jo, at det kunne de godt. Især 1g’erne har julehygget, sunget karaoke, set Super Bowl hele natten og fejret Halloween.

Sidste skoledag var en drøm. Det var en fornøjelse at være her. At se jer så glade og feststemte! Genial underholdning, med selvproducerede film. Kreativiteten blomstrede. 3v vandt med en film, hvor vi efter meget lang tid fik forklaringen på en suspekt græssende ko! I havde tænkt på gaver til lærerne, som i den grad har knoklet for jer. Jeg bliver så glad over denne omtanke og anerkendelse. Det er også et udtryk for det stærke og rummelige fællesskab.

“Tell me, what is it you plan to do with your one wild and precious life?” Vi er spændte på, hvad I vælger at ville! Men lov mig, at I giver jer selv lov til at tænke jer om, tænke stort, drømme og lege. At I vil engagere jer i andres liv og i den verden, I er en del af. At I ser muligheder og håb, og ikke lukker jer inde i de sociale mediers osteklokke af katte-videoer og knaldtilbud fra kinesiske webshops.

Alle vi, der står her som jeres backinggroup, vi har fuld tillid til jer. Så når vi nu sender jer videre, gør vi det med håb og forventning om at hver og en af jer vil sætte gode spor i livet, for jer selv og for andre.

Til lykke!