AG-elever på udveksling i Belgien

I ugen efter vinterferien var den internationale klasse 1.R på Allerød Gymnasium på en 5 dages udvekslingsbesøg i Keerbergen i Belgien. Byen ligger 30 km fra Bruxelles og 919 km fra Allerød.

AG’s elever havde fem spændende, lærerige og personligt udfordrende dage. Selvom Belgien geografisk set er tæt på Danmark, oplevede eleverne store forskelle i ungdomskulturen, forholdet til nationen ,familien og ikke mindst skolesystemet. Oplevelser som er med i bagagen for resten af livet.

Elever og lærere var under besøget privat indkvarteret og deltog i det program, som skolen i Keerbergen havde sammensat. Programmet bød bl.a. på en hel dag i EU-bydelen i Bruxelles, en tur til middelalderbyerne Leper og Gent og en dag i den moderne handelsby Antwerpen med dens kæmpe havnefront.

Endelig besøgte de også Flandern Fields, hvor nogle af de største slag under 1. verdenskrig fandt sted. Området er præget af soldaterkirkegårde med mange forskellige nationaliteter og besøget gav en fin indsigt i en frygtelig krig, som ikke fylder så meget i den kollektive erindring hjemme i Danmark.

På skolen i Keerbergen skulle de danske og belgiske elever dissekere hjerter og øjne fra grise, hvilket fik nogen til at finde deres indre dr. Frankenstein frem, mens andre var noget mere skeptisk anlagte.

Efter en spændende uge i det belgiske forår vendte eleverne hjem mod Allerød, og kan nu glæde sig til at få besøg af de belgiske elever efter sommerferien, udtaler samfundsfaglærer Henrik Østergaard.