Elever fra Allerød gymnasium blev gennet 18 meter ned under jorden og råbt af

Eleverne fra 1.p har mødt hinanden for ganske kort tid siden, i forbindelse med dannelsen af de studieretningsklasser eleverne skal gå i resten af gymnasietiden. For at eleverne skal have en god start arrangerer gymnasiet en klassedag hvor der skal rystes lidt sammen – gerne på den faglige måde. For 1.p betød det en bustur til Stevns hvor eleverne først skulle tage billeder og gå tur omkring Højerup kirke og Stevns Klint, og siden besøge koldkrigsmuseum Stevnsfort.

Rundturen på Stevnsfortet blev forestået af en pensioneret Major, der ikke havde besvær med at dirigere eleverne rundt og de blev vist en verden for ikke så frygtelig længe siden hvor faren for atomkrig føltes overhængende. Fortets to kanontårne betjenes af et underjordisk gangsystem 18 meter under jorden, sikret mod atom- og gasangreb. Der var både en speciel atmosfære og mange spændende historier at få med derfra.

På vejen hjem i bussen diskuterede eleverne om vi har brug for den slags forsvar i dag – og så fik vi blandt andet også vendt det amerikanske valg .. og hvilke billeder der var bedst.