AG på toppen af de norske fjelde

Som traditionen byder det, gik turen for 62 idrætsglade elever fra AG, igen i år mod de norske fjelde efter aflysningen sidste år pga. corona. Med udsyn til den olympiske fakkelbærer fra ’94, stod uge 2 og 3 i skienes tegn i Hafjell ved Lillehammer. Tilbuddet om en uge på ski, med både langrend samt alpin eller snowboard, gælder alle elever med idræt på B-niveau, og var, som altid, en længe ventet fornøjelse for eleverne. I år mere end nogensinde, da eleverne ellers har måttet se langt efter studieture og andre sociale arrangementer de sidste to år.

I den planlagte daglige undervisning bliver eleverne instrueret i forskellige teknikker, gennem en bred vifte af øvelser og lege, og under kyndig vejledning fra de medrejsende lærere og eksterne undervisere fra Københavns Universitet. Undervejs analyseres elevernes skiløb, hvilket giver dem fokuspunkter til den efterfølgende undervisning.
Selvom undervisningen på turen er i fokus, bliver der dog også tid til, at eleverne frit kan boltre sig med masser af fart på bakkerne og hop i fun-parkerne.

Da elevernes forudsætninger for at stå på ski er meget forskellige, giver det en udfordring af både teknisk og fysisk karakter, når de starter de første tre dage på langrend. ”Mange af eleverne glæder sig super meget til alpin og snowboard, og frygter lidt langrend, men vi oplever at eleverne får nogle fantastiske succesoplevelser med langrend og faktisk kommer til at glæde sig til at komme ud dagen efter” udtaler en af de 9 undervisere Bjørn Neergaard Lind og understreger, at mange rykker sig rigtig meget.

De resterende tre dage skrues tempoet op med enten snowboard eller ski på fødderne. Her giver aktivitetsniveauet udfordringer både for de elever, som har stået i flere år og for de elever, som prøver alpin for første gang.

Ud over det undervisningsmæssige øjemed, fylder det sociale samvær på kryds og tværs af klasser heldigvis også meget på turen. Aftentimerne i hytterne bliver typisk brugt på at pleje de ømme stænger med hygge, spil, madlavning og film og på at dele dagens mange strabadser og sjove oplevelser med hinanden.

Vejret i år var rigtig flot det meste af turen, og på trods af, at snemængden ikke var overvældene, så fik eleverne kørt mere på ski end nogensinde og virkelig udnyttet muligheden. Denne kulisse, samt alle skiløberne fra AG, gjorde årets skitur til 8 enestående dage.