10 års jubilæum for Taiwanesisk venskab

I løbet af efteråret har Allerød Gymnasium haft gang i flere internationale aktiviteter. I august havde skolen besøg af elever og lærere fra Japan, i ugerne efter rejste skolens internationale klasse 3.r til USA, hvor de besøgte både Minnesota og Washington, og i den seneste uge har Gymnasiet haft besøg fra Taiwan.

På 10. år har Allerød Gymnasium et udvekslingssamarbejde med to skoler i Taiwan. Jubilæet blev fejret under årets udvekslingsbesøg med et besøg af Ambassadør Frank Lee fra Taipei Representative Office in Denmark, som lagde vejen forbi Allerød. Sammen med skolens Rektor Anders Wind plantede han et kirsebærtræ som symbol for venskabet og det fortsatte samarbejde mellem Allerød Gymnasium og de to taiwanesiske skoler Nei Li og Chi Ping High Schools. Tanken er, at dette træ skal vokse sig stort og være en del af de fremtidige besøg fra Taiwan, hvor skolens taiwanesiske gæster vil kunne besøge træet og høre glædes over det mangeårige samarbejde.

Udvekslingssamarbejdet er til stor glæde for alle parter, og det er tydeligt at spore en begejstring og nysgerrighed blandt alle de involverede lærere og elever. På Allerød Gymnasium har de glædet sig til at kunne tage på udvekslingen, efter Coronapandemien for et par år satte en stopper for det ellers så givtige samarbejde. Det skete endelig i foråret, hvor to lærere fra Allerød Gymnasium sammen med 10 elever igen kunne rejse til Taiwan for at genoptage traditionen, og denne uges besøg er dermed årets anden udveksling med Taiwan.

Om udvekslingssamarbejdet udtaler Anders Wind: ” Jeg er enormt glad for, at vi nu har genoptaget vores udvekslingsprogram efter covid 19. Det har vist sig stærkt og langtidsholdbart siden den første rejse i 2013. Det fejrer vi i dag ved at plante et kirsebærtræ sammen, som et symbol på samarbejdet og som et symbol på venskabet.”

Denne gang har Allerød Gymnasium besøg af 15 elever og to lærere fra Nei Li og Chi Ping High Schools. Disse har været privat indkvarteret hos elever og lærere, som i foråret var med på Allerød Gymnasiums tur til Taiwan. Under besøget fulgte elever og lærere med i deres værters undervisning og fik muligheden for at få et indblik i undervisningen på et dansk gymnasium. Derudover besøgte de taiwanesiske gæster Frederiksborg Slot i Hillerød, Lousiana Museum of Modern Art i Humlebæk og de skulle selvfølgelig også på en tur ind til København for at se hovedstadens seværdigheder. De taiwanesiske gæster fik også lov at besøge Ravnsholtskolen, hvor deltog i billedkunst, madkundskab og engelsk for at få et bredere indblik i det danske uddannelsessystem.

En af eleverne, som deltog i udvekslingen med Taiwan og var med i Taiwan i foråret, er Emily Bjerre Nielsen, som udover at deltage i den taiwanesiske udveksling også går på skolens internationale studieretning i 2.r. Hun fortæller følgende om, hvorfor hun har valgt at deltage i udvekslingen: ” Jeg ville super gerne til Taiwan og samtidig få lov at vise vores kultur til dem. Og det bedste ved det hele har været at få venskaber, som strækker sig over verden og at opleve deres kultur helt tæt på.”

En anden aktivitet under besøget fra Taiwan har været fællesspisning på skolen for både gæster og værter, hvor smagsløgene for nogen blev udfordret og der blev skabt gode snakke om kultur og traditioner. Der er ingen tvivl om, at et kulturmøde som dette er med til at tilføje nye perspektiver til elevernes forståelse af omverdenen, og det ligger helt i tråd med Allerød Gymnasiums ønske om at blive ved med at have en international profil med udsyn til verden.

Til de elever, som har deltaget i dette års udveksling, siger Anders Wind: ”Kulturel udveksling gør jer i stand til at se verden, som andre ser den. Ofte viser det sig, at andre får øje på noget, vi ikke selv får øje på, og dermed udvides vores horisont og styrkes vores idéer. Samtidig er det forbløffende, i hvor høj grad den kulturelle udveksling også gør os i stand til at se vores ligheder. Frem for at fokusere på vores forskelle er der i høj grad brug for at fokusere på lighederne og det fælles i den globale verden i dag. Det lærer I forhåbentligt også gennem jeres samvær i denne uge”

Allerød Gymnasium ser frem til over de næste par år at kunne videreføre samarbejdet med de taiwanesiske skoler, for som Anders Wind fremhæver, så er er ”Noget af det mest givende ved udvekslingsrejser de venskaber som opstår. Både de personlige mellem eleverne fra Taiwan og Danmark, men også mellem skolerne i Taiwan og Allerød Gymnasium og selvfølgelig mellem de to lande.”