Paneldebat og valgcafé på Allerød Gymnasium

På Allerød Gymnasium blev der tirsdag den 25. oktober afholdt paneldebat med deltagelse af flere folketingskandidater, heriblandt Martin Lidegaard (R), Mette Abildgaard (C) og Marianne Lynghøj (V). Efter paneldebatten var der demokratisk markedsplads, hvor eleverne havde mulighed for at møde politikerne i øjenhøjde og debattere forskellige politiske emner – og tage lidt for sig af politikernes medbragte bolsjer, lakridser og endda yoyoer.

Alle gymnasiets 2.g’ere og 3.g’ere deltog og bidrog med stort engagement og spørgsmål gennem hele arrangementet. På dagsordenen ved paneldebatten var emnerne unges trivsel, klima samt uddannelse og SU.

Debatten blev dygtigt styret af 3.g-eleverne Pelle Linusen og Amalie Sofia Østergaard. Sammen skabte de en god og hyggelig stemning og formåede at holde tidsplanen samt den gode tone.