Ordensregler

Ordensreglerne indeholder:

Generelle ordensregler

Som elev på Allerød Gymnasium skal man deltage i skolens fællesskab og udvise respekt og tolerance, jf. skolens værdigrundlag: Glæde og motivation, fællesskab, læring. Elevernes trivsel er en forudsætning for læring, og alle skal være glade for og trygge ved at være i skole. For at sikre en positiv, tillidsfuld og åben atmosfære på Allerød Gymnasium er det vigtigt, at alle medvirker til at opretholde det gode forhold mellem alle, der er tilknyttet skolen. Derfor skal du opføre dig hensynsfuldt og tolerant både over for de andre elever, over for skolens medarbejdere og andre, der har deres gang på Allerød Gymnasium. Almindelige normer for god opførsel gælder naturligvis på skolen. Specifikt gælder, at

  • enhver form for mobning er forbudt.
  • enhver form for nedværdigende eller krænkende adfærd – herunder seksuel chikane både fysisk eller digitalt – er uacceptabel
  • alle former for kommentarer af nedværdigende og latterliggørende karakter er uacceptabel.
  • enhver form for uønsket berøring, overgreb, vold og truende sprog eller adfærd er forbudt.
  • alle skal tale et sobert sprog til hinanden.
  • alle skrifter, artikler, lyd- og filmoptagelser, fotos mv. der har tilknytning til skolen herunder til skolens elever og medarbejdere skal være holdt i en venlig og hensynsfuld tone. Indholdet må ikke virke stødende på andre.
  • alle skal udvise god medieetik, det vil bl.a. sige, at ingen må fotograferes mod deres vilje og at den enkelte er ansvarlig for hvordan billeder og andet håndteres efterfølgende fx på sociale medier.
  • misbrug af skolens faciliteter, herunder skolens trådløse netværk, må ikke finde sted.

Rene og indbydende fysiske rammer bidrager til et godt undervisningsmiljø. Derfor skal

  • alle rydder op efter sig i såvel lokaler som fællesarealer ude og inde.
  • skolens inventar, lokaler, faciliteter og arealer behandles ordentligt fx må der ikke tegnes på bordene og de må kun bruges til det, de er beregnet til
  • de opstillede skraldespande benyttes.
  • der stoles op, hver gang et klasselokale forlades.

og

  • Der må ikke spises og drikkes i klasselokalerne uden lærerens tilladelse. Vandflasker er undtaget.
  • Skolens medarbejdere kan bede grupper af elever sørge for oprydning/ stoleopsætning mv.
  • Religiøs forkyndelse, gudsdyrkelse og lignende må ikke finde sted.
  • Tilskyndelse eller påvirkning til ekstreme eller fundamentalistiske holdninger og adfærd i strid med skolens formål må ikke finde sted
  • Anden adfærd, der kan fremme ovennævnte holdninger og adfærd herunder fremme social kontrol af andre elever i strid med skolens formål må ikke finde sted.

For den daglige undervisning gælder i øvrigt at

  • mobiltelefoner og sociale medier kun må anvendes i undervisningssituationen, når læreren har givet tilladelse til det. Læreren kan inddrage en elevs mobiltelefon eller computer, hvis eleven ikke følger lærerens anvisninger. Den vil ved skoledagens afslutning kunne afhentes på kontoret. Ved gentagne problemer ift. anvendelsen af mobiltelefon og/ eller computer uden lærerens tilsagn kan læreren kræve, at eleven ikke benytter disse hjælpemidler i timerne i en periode op til én uge.
  • alle skal følge de regler for adfærd, der aftales i klassen.
  • lydoptagelser og andre optagelser af undervisningen og undervisningslignende situationer må kun finde sted, hvis læreren har givet tilladelse til det
  • bærbar computer i undervisningen skal bruges til undervisningsrelevant arbejde. Læreren kan bede eleverne om at lukke computeren, hvis denne mener, at der er tale om undervisning, hvor computer ikke er relevant.

Skolens ordensregler gælder også

  • i forbindelse med arrangementer, ekskursioner, stævner og rejser i ind- og udland. Se i øvrigt ”Ordensregler under ekskursioner/ studieture/ udvekslingsture”.
  • i situationer uden for gymnasiets område, hvor du kan blive identificeret med skolen

Diverse materiale må opsættes på elevopslagstavlerne i ét eksemplar. Dog må materiale, der reklamerer for cigaretter, alkohol eller alkoholrelaterede arrangementer ikke opsættes. Materialet må ikke virke stødende. Som elev på AG er du personligt ansvarlig for egne handlinger. Du er derfor erstatningspligtig i forhold til de ting, du låner på skolen som fx bøger og instrumenter. Den enkelte elev hæfter for udgifter forbundet med ødelagt inventar og lignende. Skolen kan ikke drages til ansvar for elevernes handlinger. I forbindelse med afholdelse af terminsprøver gælder ”Eksamensregler”. Se hjemmesiden for øvrige ordensregler, der gælder for skolens elever, fx

  • Rygeregler
  • Ekskursionsregler
  • Alkohol- og rusmiddelpolitik
  • Studieregler
  • Regler vedrørende plagiering/ snyd
  • Eksamensregler
  • Regler der gælder for enkelte områder på skolen
  • Antimobbepolitik

Som elev, skal du altid følge medarbejdernes anvisninger. Overtrædelse af skolens ordensregler kan efter rektors afgørelse medføre:

  • mundtlig eller skriftlig pædagogisk tilrettevisning
  • mundtlig eller skriftlig advarsel
  • udelukkelse fra undervisning i op til 10 skoledage eller konkrete arrangementer
  • erstatningsansvar
  • hjemsendelse fra ekskursioner i ind- og udland for elevens egen regning
  • bortvisning

Ved grov overtrædelse af ordensreglerne kan bortvisning ske uden forudgående advarsel. En foreløbig foranstaltning i form af midlertidig hjemsendelse kan komme på tale i situationer, hvor skolen anser det for påkrævet

  • af hensyn til den almindelige retsbevidsthed på skolen, mens en mulig ulovlig handling undersøges eller
  • for umiddelbart at opretholde ordenen og samværet på institutionen og andre elevers og ansattes deltagelse i undervisningen.

Ovenstående ordensregler hviler på grundlaget givet i Bekendtgørelse om studie- og ordensregler m.v. i de gymnasiale uddannelser (BEK nr 1338 af 9/12 2019).

Regler vedr. rygning

  • En del af AGs ordensregler

Folketinget har vedtaget ’Lov om røgfri skoletid’, som er gældende per 31. juli 2021. Som følge heraf er det ikke tilladt for elever at ryge eller anvende tobaksvarer, tobakssurrogater, snus, e-cigaretter eller urtebaserede rygeprodukter i skoletiden.

Forbuddet gælder også selvom elever forlader skolens område i løbet af dagen. Skoletiden omfatter ud over undervisning også skemalagte eller på anden vis fastlagte aktiviteter som f.eks. fjernundervisning, ekskursioner, brobygning, introduktionskurserne m.v.

Overtrædelse skolens ordensregler kan efter rektors afgørelse medføre:

  • Advarsler
  • Hjemsendelse fra fester og øvrige arrangementer uden for skoletiden
  • Udelukkelse fra fester og øvrige arrangementer uden for skoletiden
  • Udelukkelse fra undervisning i kortere eller længere perioder
  • Bortvisning

Grov overtrædelse af ordensreglerne kan bortvisning ske uden forudgående advarsel.

Alkohol- og rusmiddelpolitik

    • En del af AGs ordensregler

    Overordnede mål og værdier

    Vi vil inspirere og udfordre alle vores elever i et godt fællesskab med blik for fremtiden. Skolen skal støtte, motivere og udfordre alle elever og sikre et dannelsesmæssigt fundament, så eleverne kan klare sig godt i de videregående uddannelser og bidrage og trives på det globale arbejdsmarked og i sociale og samfundsmæssige sammenhænge. I overensstemmelse hermed afspejler skolens alkohol- og rusmiddelpolitik et ønske om, at elevernes gymnasieforløb præges af så stor tryghed, personlig udvikling og fagligt udbytte som muligt inden for rammerne af et godt fællesskab. Vi ønsker med vores alkohol- og rusmiddelpolitik at skabe det bedst mulige undervisningsmiljø for alle elever på skolen, idet misbrug af alkohol og rusmidler står i vejen for opfyldelsen af disse mål. Skolen tilstræber derfor, at eleverne får et bevidst og ansvarligt forhold til alkohol og rusmidler. Skolens alkohol- og rusmiddelpolitik søges bl.a. understøttet ved afholdelse af forebyggende fællestimearrangementer om alkohol og rusmidler. Herudover anser skolen det for vigtigt at opretholde et godt forhold til diverse samarbejdspartnere samt naboer til skolen. Ved ”rusmidler” forstås hash, euforiserende stoffer i øvrigt samt inhalanter som fx lattergas. Denne alkohol- og rusmiddelpolitik gælder for elever og for gæster, som eleverne medbringer på skolens område.

    Regler

    Eleverne må ikke medbringe, indtage, udveksle eller være påvirkede af alkohol og/eller rusmidler:

    • i skoletiden
    • ved arrangementer og aktiviteter i skoleregi som fx talentaftener, hytteture, udvekslingsbesøg, ekskursioner og studieture. Dette gælder uanset om undervisningen eller den øvrige skolerelaterede aktivitet foregår på eller uden for skolens område
    • på skolens område i øvrigt
    • på arealer i nærheden af skolen, hvor eleverne kan forbindes med Allerød Gymnasium.

     

    I forbindelse med aktiviteter ud af huset som fx studieture, udvekslinger, ekskursioner og andre rejser/ aktiviteter ud af huset: Alle aktiviteter ud af huset såsom fx studieture, udvekslinger og ekskursioner arrangeret af skolen er faglige aktiviteter, som begynder når eleverne forlader skolen og afsluttes, når eleverne er tilbage på skolen (eller hvor det konkret er aftalt, turen slutter). Ved alle aktiviteter af denne type gælder skolens almindelige ordensregler med naturlige tilpasninger til aktiviteten. Derudover skal lokale normer og ordensregler overholdes efter lærernes eller evt. andre arrangørers anvisninger. Al aktivitet skal holdes inden for rammerne af rejsedestinationens regler og lovgivning. På studieture, udvekslinger o.l. er det ikke tilladt at indtage alkohol, heller ikke efter dagens program er afsluttet. Hvad angår rusmidler gælder for alle rejser ligesom for alle andre skoleaktiviteter, at eleverne ikke må medbringe, indtage, udveksle eller være påvirkede af rusmidler. Der kan ikke aftales nogen fravigelser herfra. Ved overtrædelser af reglerne ifm. rejser vil de sanktioner, der fremgår nedenfor, kunne komme på tale. Se i øvrigt Regler i forbindelse med aktiviteter ud af huset.

    Fester

    Rektor kan give dispensation ift. alkoholindtagelse fx til elevfester. Ved elevarrangementer må der udskænkes drikkevarer med en alkoholprocent på maximalt 5 %. Eleverne må ikke medbringe egne drikkevarer. Der er altid mulighed for at købe drikkevarer uden alkohol, når der er mulighed for at købe drikkevarer med alkohol. Der udskænkes ikke alkohol til stærkt berusede personer. Personer, der vurderes at være stærkt berusede eller påvirkede af rusmidler, kan efter omstændighederne bortvises øjeblikkeligt fra arrangementet eller nægtes adgang. Ud over den øjeblikkelige bortvisning, kan yderligere sanktioner sættes i værk. Se nedenfor.

    Visitering

    Ved en konkret mistanke om at en elev (eller gæst) har overtrådt forbuddet mod rusmidler, kan skolen kræve at se indholdet af dennes lommer/ taske mv. I forbindelse med fester skal elever på anmodning fremvise indholdet af lommer/ tasker ved indgangen. Medbragt alkohol konfiskeres og vil blive destrueret efterfølgende. Rusmidler vil blive afleveret til politiet.

    Test

    Med henblik på at af- eller bekræfte en konkret mistanke om, at en elev (eller gæst) har overtrådt forbuddet mod rusmidler, kan skolen kræve, at vedkommende lader sig teste for rusmidler. I rektors samlede vurdering indgår ud over testresultatet også de faktiske forhold, der danner baggrund for den konkrete mistanke, samt observationer af de faktiske hændelser. En evt. test foretages af en repræsentant for skolens ledelse. En elevs afvisning af at lade sig teste kan, hvis rektor efterfølgende rejser en sag om sanktioner, blive regnet eleven til skade, hvis rektor på baggrund af en samlet vurdering efterfølgende rejser en sag om sanktioner. Dette vil være tilfældet, hvis de konkrete hændelser med en høj grad af sandsynlighed dokumenterer, at eleven har overtrådt forbuddet mod rusmidler. Under en sådan sag om overtrædelse af forbuddet mod rusmidler vil de sanktioner, der fremgår nedenfor, kunne komme på tale.

    Sanktioner

    Overtrædelse af Allerød Gymnasiums alkohol- og rusmiddelpolitik kan efter rektors afgørelse medføre følgende sanktioner, der fremgår af § 5 og § 6 i bekendtgørelsen om studie- og ordensregler i de gymnasiale uddannelser:

    1. Mundtlig eller skriftlig pædagogisk tilrettevisning
    2. Advarsel.
    3. Udelukkelse fra konkrete arrangementer eller aktiviteter.
    4. Midlertidig udelukkelse fra undervisningen i indtil 10 dage på et skoleår. Udelukkelsen registreres som fravær.
    5. Bortvisning (udskrivning).

    Ved grov overtrædelse af ordensreglerne kan sanktionen iværksættes uden forudgående advarsel. Skolen anser overtrædelse af forbuddet mod rusmidler for en særdeles alvorlig forseelse, som kan medføre permanent bortvisning (udskrivning) fra skolen uden forudgående advarsel. Ved overtrædelse af ordensreglerne (herunder alkohol- og rusmiddelpolitikken) på rejser i ind- og udland kan der endvidere ske hjemsendelse for egen regning. Hvis der i forbindelse med overtrædelse af ordensreglerne (herunder alkohol- og rusmiddelpolitikken) sker tings- eller personskade, kan det endvidere medføre et erstatningsansvar for den elev, der har forvoldt skaden. Herom gælder dansk rets almindelige regler om erstatningsansvar. Er eleven under 18 år, vil rektor almindeligvis inddrage elevens forældre i forbindelse med en sanktionering. Hvis rektor vurderer, at elevens handlinger er et brud på straffeloven vil der ske politianmeldelse. Ovenstående ordensregler har grundlag i Bekendtgørelse om studie- og ordensregler m.v. i de gymnasiale uddannelser, BEK nr. 1338 af 9/12/2019.

 

Regler i forbindelse med aktiviteter ud af huset

  • En del af AGs ordensregler

Aktiviteter ud af huset som fx studieture, udvekslinger, ekskursioner og andre rejser/ aktiviteter er undervisning, der foregår uden for skolens lokaler. Det forventes, at eleverne deltager aktivt i alle faser af en aktivitet ud af huset. Der er altid tale om faglige aktiviteter. Undervisningstiden fastsættes af de deltagende lærere. Rejsen til ekskursionsmålet betragtes som undervisningstid. På studieture, udvekslinger o.l. er det ikke tilladt at indtage alkohol, heller ikke efter dagens program er afsluttet. Hvad angår rusmidler ifm. alle aktiviteter ud af huset gælder ligesom for alle andre skoleaktiviteter, at eleverne ikke må medbringe, indtage, udveksle eller være påvirkede af rusmidler. Der kan ikke aftales nogen fravigelser herfra. Se i øvrigt skolens alkohol- og rusmiddelpolitik. Under rejsen og på ekskursionsstedet gælder skolens almindelige ordensregler. Herudover skal lokale normer og regler for god opførsel overholdes efter lærernes eller evt. andre arrangørers anvisninger. Al aktivitet skal holdes inden for rammerne af rejsedestinationens regler og lovgivning. Det forventes, at eleverne tager hensyn til hinanden og hjælper kammerater, der er kommet i problemer. Ingen elev må efterlades alene uden for hotellet. I udlandet må ingen elev færdes alene, medmindre andet er aftalt med læreren. Skader på inventar m.m. skal meddeles til lærerne og erstattes af skadevolderen. Der skal være ro på værelserne om natten af hensyn til andre beboere. Værternes og lærernes anvisninger bl.a. om hjemkomsttidspunkt om aftenen skal overholdes. Medbragte musikanlæg må ikke benyttes, hvis det generer andre. Badning i det fri eller i svømmehal/pool er kun tilladt med lærernes accept samt tilstedeværelse. Overtrædelse af disse regler kan medføre sanktioner som beskrevet nedenfor og i yderste konsekvens uledsaget hjemsendelse for egen regning.

Sanktioner 1) Under selve rejsen/ ekskursionen: Ved brud på ordensreglerne skønner lærerne i hvert enkelt tilfælde hvilke sanktioner, der skal anvendes. Disse anvendes for at ekskursionen/studieturen /udvekslingsturen kan fortsætte med så få problemer som muligt. Der kan være tale om:

  • Mundtlig eller skriftlig pædagogisk tilrettevisning
  • Advarsler
  • Udelukkelse fra undervisning
  • Udelukkelse fra sociale aktiviteter
  • Hjemsendelse fra udlandet for egen regning
  • Erstatningsansvar

Ved alvorlige forseelser kontakter lærerne skolen. Ved grovere overtrædelser kan hjemsendelse ske uden forudgående varsel. Hjemsendelsen aftales med skolens ledelse, der orienterer forældrene. Eleven kan sendes uledsaget af sted til lufthavn, banegård etc. – uanset alder. Lærerne/skolen sørger for rejseplan og billetter og eleven vil blive fulgt til første transportmiddel. Hjemkomsttidspunktet meddeles forældrene via skolen.

2) Efter rejsen/ekskursionen: Sagen overdrages til rektor, der har den endelige afgørelse med hensyn til eventuelle yderligere sanktioner. Alle sanktioner nævnt ovenfor vil kunne sættes i værk efter hjemkomsten såvel som fx bortvisning og i ganske særlige tilfælde politianmeldelse. Se i øvrigt skolens generelle ordensregler. Udsættes skolens elever for alvorlige forbrydelser i udlandet skal disse politianmeldes i det pågældende land. Skolen skal omgående orienteres. Skolen kontakter hjemmet så hurtigt som muligt. Ovenstående ordensregler har grundlag i Bekendtgørelse om studie- og ordensregler m.v. i de gymnasiale uddannelser BEK nr. 1338 af 9/12/2019.

Behandlet og justeret på bestyrelsesmøde, i PR og af elevrådet i slutningen af 2023 og er gældende fra 1. januar 2024.

Handlingsplan ift. krænkende handlinger på Allerød Gymnasium

 

  • En del af AGs ordensregler

1. Formålserklæring

Krænkende handlinger, herunder mobning og seksuel chikane, accepteres ikke på Allerød Gymnasium.

Formålet med denne handlingsplan er at forebygge krænkende handlinger blandt ansatte og elever på skolen samt i situationer uden for gymnasiets område, hvor elever og ansatte kan blive identificeret med skolen. Handlingsplanen er også gældende i forbindelse med arrangementer, ekskursioner, stævner og rejser i ind- og udland.

Hvis der alligevel opstår tilfælde af krænkende handlinger, beskriver handlingsplanen desuden, hvem man skal henvende sig til.

Handlingsplanen er udformet, så den er i overensstemmelse med de personalepolitiske retningslinjer for opretholdelsen af et godt psykisk og fysisk arbejdsmiljø.

Krænkende handlinger af enhver art er uacceptabel adfærd på AG og kan føre til fx mundtlige eller skriftlige advarsler eller i grove eller gentagne tilfælde afskedigelse eller bortvisning.

2. Ledelsens ansvar og opgaver

Ledelsen forpligter sig til, i samspil med medarbejdere og elever, at fremme en kultur, der ikke blot ansporer til åben diskussion, men også bygger på inklusion og respekt.
Ledelsen skal sikre, at vi løbende drøfter, hvordan vi bedst forebygger og håndterer krænkende handlinger. Det sker bl.a. i forbindelse med APV, SU-møder og på møder mellem sikkerheds- og arbejdsmiljørepræsentanten samt i elevregi på møder mellem rektor og elevråd. Mindst en gang om året vil samarbejdsudvalget og sikkerheds- og arbejdsmiljørepræsentanten på møder i relation til det psykiske arbejdsmiljø drøfte, om handlingsplanen fungerer efter hensigten.

Ledelsen tager alle henvendelser alvorligt og håndterer alle henvendelser hurtigst muligt. Ledelsen har pligt til at gribe ind, hvis den bliver bekendt med, at der forekommer krænkende adfærd blandt elever eller ansatte.

Ledelsen forventer, at alle medarbejdere sætter sig grundigt ind i handlingsplanen og medvirker aktivt til, at den følges. Eleverne i 1.g orienteres fra ledelsens side af i skolens ordensregler i forbindelse med skolestart i august.

3. Definition på mobning og chikane

Allerød Gymnasium tager udgangspunkt i Arbejdstilsynets definition af krænkende handlinger. Det gælder således, at det i forbindelse med arbejdets udførelse skal sikres, at arbejdet ikke medfører risiko for fysisk eller psykisk helbredsforringelse som følge af krænkende handlinger, herunder mobning og seksuel chikane. Om de krænkende handlinger indebærer en risiko for fysisk eller psykisk helbredsforringelse, afhænger af grovheden, varighed og hyppighed af handlingerne.

Der er tale om krænkende handlinger, når en eller flere personer groft eller flere gange udsætter andre personer for adfærd, som af disse opfattes som nedværdigende. Dette indebærer, at der dog kan være situationer, hvor en person har følt sig krænket, men hvor ledelsen vil konstatere, at der ikke er tale om en krænkende handling.
Krænkende handlinger er en samlet betegnelse for mobning, seksuel chikane og andre måder, som krænkelser kan forekomme på.

Krænkende handlinger i form af mobning kan f.eks. være sårende bemærkninger, bagtalelse, usaglig fratagelse af ansvar og arbejdsopgaver eller usaglig nedvurdering af medarbejderes og elevers arbejdsindsats eller kompetencer.

Det kan desuden være seksuel chikane i form af f.eks. uønskede berøringer, uønskede opfordringer til seksuelt samkvem, uvedkommende forespørgsler om seksuelle emner, sjofle vittigheder og kommentarer.[1]

Nedværdigende adfærd og kommentarer, der har baggrund i race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse kan også være krænkende.

Eksemplerne er ikke udtømmende[2]

4. Hvor henvender du dig

Du kan henvende dig til en af følgende personer:

Ledelsen i form af rektor eller vicerektor. Medarbejderrepræsenter i form af tillidsmanden eller arbejdsmiljørepræsentanten.

Vær opmærksom på, at lederen kan have handlepligt i sager om krænkende handlinger og ikke kan garantere dig anonymitet. Lederen er opmærksom på, at der kan være flere parter i sagen, der alle har krav på at blive behandlet med omtanke og respekt.

Hvis du henvender dig til en tillids- eller arbejdsmiljørepræsentant, kan det ske i fortrolighed.

5. Hvordan håndteres sager

Ledelsen udøver diskretion over for alle implicerede personer samt undersøger og behandler alle konkrete klager/ episoder hurtigst muligt. Alle involverede parter har ret til en saglig og fair behandling.
Alle parter – herunder eventuelle vidner – inddrages, og der iværksættes en upartisk undersøgelse, der kan involvere AMR eller TR.  Alle involverede parter herunder eventuelle vidner – beskriver det faktiske hændelsesforløb.
Ledelsen tager initiativ til, at relevante personer inddrages, som i særlige tilfælde kan undersøge konkrete forløb, gennemføre støttesamtaler/ psykisk førstehjælp eller sikre fremtidig forebyggelse. Det kan fx være fagforeningen eller eksterne psykologer mv.
Ledelsen kommunikerer ud i fælles fora i det omfang, som er muligt og relevant samt tilladt inden for personaleretslige regler og persondataloven.

I forbindelse med evt. Sygemeldinger arbejdes med en langsom og skånsom tilbagekomst til arbejdspladsen

6. Information og oplæring af ansatte

Handlingsplanen er tilgængelig for alle medarbejdere på skolens intranet

Mindst en gang om året tager en ledelsesrepræsentant fra SU emnet ”krænkende handlinger” op på et personalemøde/temamøde for alle medarbejdere, hvor der orienteres om handlingsplanen, og hvor medarbejderne har mulighed for at komme med kommentarer og input til planens indhold. Nyansatte medarbejdere orienteres af ledelsen om handlingsplanen som et led i deres introduktionsforløb, hvor handleplanen indgår i ”velkomstmappen”.

7. Evaluering og revision af handlingsplanen

Planen evalueres mindst en gang om året i SU.

Ved evalueringen skal der lægges vægt på følgende emner:

  • Fungerer planen efter hensigten, eller er der behov for justeringer?
  • Forebygger vi i tilstrækkeligt omfang?
  • Er der sket organisatoriske ændringer, som gør, at handlingsplanen skal revideres?
  • Er der behov for at gøre mere for at synliggøre planen over for medarbejderne?
  • Er der behov for eller ideer til at gøre mere for at sikre, at planen følges?
  • Er der behov for f.eks. kompetenceudvikling af medarbejdere, ledere, tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter?

8. Ikrafttrædelse

Planen er drøftet på SU møde februar 2021 og træder i kraft den 1. marts 2021

Hent en PDF-version af Krænkelseshandleplan 2021

[1] En definition kan findes i Ligebehandlingslovens §1, stk. 6 ” Der foreligger sexchikane, når der udvises enhver form for uønsket verbal, ikkeverbal eller fysisk adfærd med seksuelle undertoner med det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed, navnlig ved at skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima

[2] https://at.dk/regler/at-vejledninger/kraenkende-handlinger-4-3-1/#3-Kr%C3%A6nkende-handlinger-i-form-af-mobning – opdateret nov. 2020