Spansk – fagets metoder
Spansk er et sprogfag, og i analyser i sprogfagene vil litterære (fx roman) eller filmiske værker ofte være det materiale, man skal arbejde med. Nærmere bestemt, skal du lave en grundig undersøgelse af værkets indhold og form med udgangspunkt i faglige metoder og din faglige viden. Det er vigtigt, at du vinkler analysen sådan, at den passer med problemformuleringen.
Man kan bruge forskellige faglige metoder i analysen af værket. Eksempler på læsemetoder er:
- Biografisk metode
- Ideologikritisk metode
- Psykoanalytisk metode
- Feministisk og kønskritisk metode
- Nykritisk metode
- Strukturalisme
Læs mere om metoderne i forbindelse med de danskfaglige litterære analysemetoder
I sprogfaglige analyser følges ordet ”analyse” ofte med ”fortolkning”. Her skal ”fortolkning” forstås som din udlægning af værkets samlede hensigt på grundlag af analysen. Det er vigtigt, at du får fortolkningen med, da den fungerer som en konklusion på analysen.
I sprogfagene kan man også lave analyser af ikke-fiktive værker, fx en tale. I så fald kan man undersøge teksten i forhold til argumentation, retorik, sprog og stil. Her kan du igen finde hjælp til fagbegreber i den danskfaglige værktøjskasse. I forbindelse med en retorisk analyse kan man f.eks. lave en analyse af appelformerne. Hvad man vælger at lægge vægt på i analysen, vil ligesom i analyser af litterære tekster afhænge af problemformuleringen.
Når man analyserer og fortolker et værk i et sprogfag, så er den samfundsmæssige forståelse også meget vigtig. Her er det vigtigt at analysere og fortolke værket i lyset af samfundet og kulturen. I en spanskfaglig kontekst kunne det f.eks. være viden om Den spanske borgerkrig, Spaniens økonomiske krise etc.