Hvad er religionsfaglig metode

Religion er både et humanistisk og et samfundsvidenskabeligt fag. Det interesserer sig for religion, men  knytter sig både til menneskers kulturprodukter (tekster, billeder mv. – humanioras område) og måden, hvorpå mennesker grupperer sig på (kirker, sekter mv. – samfundsvidenskabeligt område.)

Faget arbejder ud fra en hensigt om at ville forklare og forstå religiøse tekster, fænomener og grupperinger. Dette kan man gøre via forskellige metoder: De humanistiske metoder, som har med tekstlæsning at gøre og sociologiske metoder, som har med indsamling af feltarbejde-data at gøre.

METODE I TU OG SRP

Anvendes religion i forbindelse med TU eller SRP, er det en god ide at være opmærksom på, hvilke metoder der arbejdes med i andet fag.

Vælger I fx at kombinere religion og samfundsfag er det en god idé ikke at anvende den sociologiske metode i religionsdelen. Ellers er det svært at vise, at I bruger forskelligartede metoder. Omvendt hvis I vælger religion og et humanistisk fag som f.eks. historie eller dansk, så kan den religionsfaglige metode sagtens være sociologisk. Vælger man tekstlæsning i begge fag, så er det absolut nødvendigt, at man bruger en meget anderledes læsemetode, f.eks. strukturalistisk analyse, i religion, da det ellers er svært at holde de to fags metoder adskilt fra hinanden.

Kunsten består i TU og SRP i at kunne redegøre for valget af metode med henblik på, hvad denne metode har af muligheder og begrænsninger. Dette er ikke en nem opgave, og synes man at det er svært at skelne tekstlæsning i religion fra andre fags tekstlæsningsmetoder, så kan det anbefales at man ikke bruger tekstlæsning i religion. Find så derimod en god religionssociologisk vinkel at arbejde med sagen på.

RELIGIONSHISTORISK METODE

Humanistiske metoder  (religion som humanistisk fag / rel.historisk) bruger man på humanistiske genstandsområder såsom menneskeskabte tekster, udtalelser, fænomener, sprog, ritualer, billeder mv. Man kigger på, hvordan tekstens enkeltdele fungerer i tekstens helhed og omvendt: Hvordan tekstens helhed påvirker forståelsen af enkeltdelene.

Religionsfaget bruger en lang række forskellige humanistiske metoder. Hver metode har hver sin indgang til teksten og derfor får man forskellige resultater, alt afhængig af hvilken metode man bruger.

Metoderne er ofte lånt fra andre fag, men får et nyt udtryk i religionsfaget, da de jo hele tiden knyttes til religion.

I religion kigger vi på tekstens betydning, hensigt og funktion. En særlig religionsfaglig indgangsvinkel til kilderne er indefra (emic) /udefra (etic) –perspektivet, som man aldrig må glemme: Ved at se på kilden indefra får man kildens selvforståelse og ved at se på kilden udefra lægger man en kritisk synsvinkel på kilden.

KILDEKRITIK

Religionssociologer og religionshistorikere udøver indledningsvis altid en omhyggelig kildekritik.

Det er vigtigt at danne sig et grundigt overblik over sin kilde / sine kilder. Som udgangspunkt findes der ingen dårlige kilder! Om kilden kan bruges kommer an på, hvad kilden skal anvendes til! Nazistisk propaganda kan ikke sige noget om, hvordan jøderne var, – men kilderne kan sige noget om, hvordan Nazisterne oplevede jøderne og hvordan de ønskede at fremstille dem!.

Med de kildekritiske briller vurderes:

Afsender (hvem har skrevet kilden /emic-etic),

Modtager (hvem er den skrevet / lavet til)

Tid

Sted

Kontekst: de forhold, der er gældende på det tidspunkt, kilden er affattet.

Herefter kan analyse af kilden påbegyndes.

TEKSTANALYSE: FÆNOMENOLOGISK METODE

Her får man viden, om hvad står der i den religiøse tekst, hvordan det er beskrevet sprogligt og hvorfor det er beskrevet sådan.

Man skal finde tekstens kernebegreber/de religiøse fænomener (ex. gudsbegreb/ det hellige/ offer etc) og beskrive dem vha den viden man har om religionen eller anden faglig viden. Her kan man inddrage forskellige hjælperedskaber:

  • Komparativ metode
  • Historisk læsning
  • Billedanalyse
  • Ritualanalyse
  • Argumentationsanalyse
  • Diskursanalyse
  • Metode til analyse af etiktekster

RELIGIONSSOCIOLOGISK METODE

Sociologiske metoder bruger man i religionsfaget til at indsamle data ude i den virkelige verden.

Religiøse menneskers måde at gruppere sig på, forhold til samfundet samt deres identitetsdannelse er sociologiske områder, som man med fordel kan undersøge ude i virkeligheden.

Men det kan også overføres på det humanistiske genstandsområde (tekster, fænomener, billeder mv.) , f.eks. hvis man er interesseret i religiøse menneskers praksis og holdninger til f.eks. tekster og ritualer.

Ved at bruge sociologisk metode får man nemlig ikke kun indsigt i indholdet er af de religiøse tekster/ritualer/billeder, men i langt højere grad opnås indsigt i, hvordan den enkelte religiøse person bruger dem

Man skal som udgangspunkt vælge mellem overordnet to tilgange:

  • Kvantitativ metode
  • Kvalitativ metode (Herunder Interview eller deltagerobservation)

FORENING AF TO TILGANGE

De to tilgange kan kombineres, hvis man ønsker et nuanceret billede af et område.

DET ER MULIGT AT HAVE REL.SOCIOLOGISK FOKUS – MEN ARBEJDE MED REL.HISTORISK METODE!!

TEORI

Ved både den religionssociologiske samt religionshistoriske tilgang kan man vælge at inddrage teori til belysning af et problem:

Teorier er “Tanker og forestillinger man videnskabeligt gør sig. Teorien skal kunne afprøves og evt. modsiges”.

I religionshistorie kan man ex. arbejde med følgende teorier:

* Ninian Smarts teori / definition af indholdet af religion

* Teorier om religionens opståen og funktion

* Teori om ritualers opbygning

I den religionssociologiske tilgang kan man ex. arbejde med:

* Max Webers teori om Karisma

* Fundamentalisme teori

* Stig Hjarvads teori om medialisering

FOR VIDERE LÆSNING OM RELIGIONSFAGETS METODER

Her anbefales bogen af Dorte Thelander Motzfeldt “Teori, fænomenologi og metode”, Systime 2017. /Se også religionsfagets klassenotesbog for konkretisering af de forskellige metoder.