Fysik – Opgaver
Der er overordnet tre skriftlige genrer i fysik. Rapporter, journaler og opgaveregning.
Rapport (om eksperiment eller øvelse)
En rapport indeholder traditionelt set følgende indhold:
- Formål (formålet med opgaven og eventuel hypotese)
- Teori (redegørelse kortfattet for relevant teori)
- Metode (beskrivelse af egen fremgangsmetode, samt billede af opstillingen)
- Databehandling (indsamlede data samt analyse/behandling af dataene)
- Diskussion og fejlkilder (diskussion af resultater og vurdering af relevante fejlkilder)
- Konklusion
- HUSK: Figur/tabel-beskrivelser og henvisning til disse.
Kriterier for en god rapport:
En god rapport redegør for øvelsens formål, eventuel hypotese og relevant teori. Fremgangsmåden fremstilles sandfærdigt så forsøget og metoden kan eftergøres af andre. Der afsluttes med en præsentation/redegørelse for forsøgets resultater.
De indsamlede data behandles i forhold til den stillede opgave. Eksperimentelle data er en central del af fysikfaget, så det er essentielt, at eleven analyserer, fremstiller og forholder sig til de indsamlede data på en systematisk (naturvidenskabelig) måde som nemt kan opsummeres i den afsluttende konklusion.
Den gode rapport indeholder altid et vurderende diskussionsafsnit hvor forsøgets delkonklusioner og resultater vurderes, vendes og drejes, og eventuelle relevante fejlkilder samt deres betydning for forsøget fremstilles.
Endeligt afsluttes med en kort og præcis sammenfatning af de væsentligeste resultater og delkonklusioner samt en endelig konklusion, hvor der svares på formålet/hypotesen (det vil sige, at man skal gentage sine væsentligeste delkonklusioner).
Her kan du se eksemplariske rapporter:
Rapport – C-niveau – gitterspektrometri
Rapport – B-niveau – Stående bølger på en streng
Rapport – B-niveau – viskositet
Rapport – A-niveau – kast med blide eller katapult
Journal:
En rapport indeholder følgende indhold:
- Formål
- Kortfattet redegørelse af metoden
- Databehandling
- Fejlkilder
- Konklusion
En journal er en slags øvelsesdagbog hvor alle relevante informationer skrives ned. Minder meget om rapportformen, men indeholder ikke det vurderende element.
Kriterier for en god journal:
En god journal lægger fundamentet for en rapport, og er tilstrækkelig detaljerig til, at en anden elev kan gennemføre det samme eksperiment baseret på journalen.
Her kan du se en eksemplarisk fysikjournal
Opgaveregning:
Når du regner opgaver, skal du:
- Omsætte sprogligt formuleret problemstilling til beregninger.
- Fortolke og vurdere resultater og enheder.
- Konkludere sprogligt i et naturvidenskabeligt sprog
Lavt taksonomisk niveau: Beregning/gæt uden mellemregninger eller forklaringer.
Middel taksonomisk niveau: Beregning med mellemregninger og forklaringer.
Højt taksonomisk niveau: Beregning med mellemregninger og forklaringer. Brug af teori på tværs af emner. Deduktion af konsekvenser som følge af resultatet.
Kriterier for en god opgave:
Tilstrækkelig forklaring, så der ikke er tvivl om overvejelser og brugte metoder (isolering, beregning, antagelser, nummeriske løsninger, regressioner)
Her kan du se en eksemplarisk fysikopgave